Med bleer og bæreposer

Solen skinner. Jeg har været inde i mange dage. Alt for mange dage. Hvor jeg kommer fra er frisk luft det universelle middel til helbredelse. Cykl en tur, kan jeg høre min mor sige. Hele vejen fra Danmark. Jeg finder nøglerne frem og erklærer krig mod trafikken. Husbonden ryster på hovedet. Du kan tage bilen, siger han. Men jeg er dansker. På den stædige måde. Solen skinner og indkøb foretages på cykel. 

Jakken blafrer i vinden, jeg kører afsted i forårssolen. Stopper undervejs hos en veninde til en formiddagskaffe. Man er vel danskere. Træder videre i pedalerne til indkøbscenteret. I yderkanten af Dublin. Afkørsel direkte fra motorvejen. Parkering af cykler er ikke en prioritet.  En cykel mere og vi ville have en øgning på 100%. Jeg læsser indkøbene på cyklen og navigerer ud i trafikken. Samler puslespillet af cykelstier, mens bilerne dytter. Bleerne hopper i kurven, poserne svinger på styret. Jeg lader som ingenting. Solen skinner og jeg er stædig. Sådan gør man i Danmark.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre, hører jeg Poul Nyrup sige. Jeg ser billedet af moren der cykler afsted med barnet kl. 7 om morgenen. Det gør vi ikke her i Irland. Dem, der har råd til børnepasning, kører bil. Vi andre må ofre os. Den ene bliver hjemme og passer. Eller vi deler. Både arbejde og børnepasning. Det kan ikke gøres bedre i Irland. Børn og karrierestop kan sagtens siges i samme sætning. Men vi  slipper for den tidlige cykeltur.

En mor har alligevel bevæget sig ud i trafikken med barnet i sædet. Jeg giver et smil. Synes vi har noget tilfælles. Måske er hun dansker? Jeg trækker cyklen gennem huset. Sætter poserne fra mig. Jeg trænger til en kaffe.

Langfredag er Danmark bedre

Det er langfredag i Irland. Jeg skal på hospitalet tidlig morgen til en mindre operation. Men går busserne? Langfredag er en gåde i Irland. Også for de lokale. På arbejdet må vi hvert år tjekke, om vi nu virkelig også skal arbejde. For nogle gør ikke. Det er mest de offentlig ansatte. Langfredag er en Public Holiday, men ikke en Bank Holiday. De sidste har alle fri. Men nogle steder kan man vælge at arbejde og få dobbelt løn. Og så holde fri en anden dag. Den slags har vi 5 af om året. Men vi har 9 kombineret Public- og Bankholdiay i alt. Det er forvirrende. Også for de lokale.


Men langfredag er anderledes. Pubberne har lukket. Alkohol må ikke sælges. Det er unikt. Eller arkaisk-katolsk som taxachaufføren siger. Han er englænder. De fleste irer giver ham ret. Debatten kører hvert år. Det må være bedre i Danmark, siger han. Accenten har afsløret mig. Jeg skuffer ham. Mindes de årlige ture Skærtorsdag til Sverige. Hvor butikkerne havde åbent på den hellige dag. Åh, hvilken lykke. Måske sælger den lokale tankstation alkohol, siger jeg. Men er ikke sikker  Jeg kan mærke han er lidt skuffet over Danmark. De intetanende turister kigger på de lukkede pubdøre. Vi skilles på god fod. Er enige om at vi bliver i Irland. Trods alt. Jeg stiger ud.

Doktoren trækker gardinet for. Eller halvdelen. Den anden halvdel hænger livløst ned. Jeg kan mærke lægen er stresset. Hun bander mellem tænderne. Har læst min journal. Jeg er sikker på det er bedre i Danmark, siger hun undskyldende. Det har I garanteret også alle sammen enkeltstuer. Ikke et billede der stemmer overens med min viden. Jeg kan mærke det skuffer hende. Men her er hyggeligt, siger jeg opmuntrende. Og kigger på de blomstrede forhæng og de gule vægge. Den imponerende arkitektur med hvælvede vinduer og tykke mure. Det fine historiske udskæringer. Og vinduerne der er lidt utætte. Men I har garanteret hvide vægge, siger hun. Ja, det er jeg ret sikker på, vi har. Siger jeg. Vil gerne give hende lidt at tage med. Vil helst ikke helt punktere hendes forestilling om et bedre Danmark. Hun er træt.

Tiden er ikke til en længere snak om, hvad bedre er..

Påske med Noma

- på den nemme måde. Det lover avisartiklen. Jeg noterer mentalt. Man kunne imponere på den nordiske måde. Den slet skjulte arrongance over vores madkultur lader sig ikke fornægte. Dagen efter skimmer jeg de danske aviser - Noma er kåret som verdens bedste. Det er også den mest læste artikel på den irske avissides popularitetsbarometer. Jeg leder febrisk efter artiklen om påsken og Noma og den lette måde. Jeg er høj af begejstring over det nordiske køkken og vores formåen. Jeg er en del af det. For jeg er jo dansker. I udlandet. Af den slags der ved hver pasfremvisning snakker om det danske, om vores designermærker, vores litteratur og film og ikke mindst vores mad. Der er os og der er resten. Vi, danskere. Jeg sender den engelsksproget artikel om Noma videre til venner og bekendte. Se hvad vi kan. I Danmark ville jeg ikke være Noma klientel. Jeg har aldrig ejet et B&O. Men i udlandet er jeg dansker. Af den slags der hylder vores fomåen. Da Forbrydelsen gik på den engelske kanal slugte jeg de rosende artikler om den danske produktion. Om Sofie Gråbøl. Om København. England var tæt nok på. Jeg sendte videre. Jeg var stolt. Kunne man igangsætte en produktion af Sarah's sweatere. Og sælge dem. Som dansk design.

Jeg har Claus Meyer's bagebog. Claus Meyer er medejer af Noma. Morlille kan ikke flyve. Det smager lidt af smørdampet tang og røget gran. I Irland kan man ikke få Ølandshvede. Eller havremel. Sigtemel findes ikke. Rugmel kun i helseforretninger. Der er let at imponere. Men svært ikke at hovere. I et land, hvor et måltid ikke altid og alle steder har været en social begivenhed. Jeg bliver irriteret over den manglende forståelse for de uskrevne regler. Morgenmad, frokost, aftensmad. På ferie i Danmark bliver jeg stresset og frustreret over det konforme. I Irland vil jeg det. Jeg vil være dansker, men ikke i Danmark. Jeg vil Noma, men også i Danmark?

Man kan også vælge det bedste fra begge verdener. Man kan vælge kaffe og te. Maskinen brygger på bordet. Te til sandwich. kl. 11. Eller kl. 15. Eller når det passer. Der skal være højt til loftet. Jeg ringer til en veninde. Kaffe og rundstykker hos os. Jeg bruger opskriften fra Claus Meyer. For jeg vil Noma. Og det danske. Og nogle gange også det konforme.

I kommer bare når det passer. Det bedste fra begge verdener. Tillykke til Noma.

An Apple a Day...

...keeps the doctor away. Men sådan er det ikke altid. Heller ikke selvom de er økologiske. Eller hjemmedyrkede. Nogle gange kræver livet, en løbende næse eller en arbejdsgiver, at man går til lægen.

Min første læge i Dublin var af den usædvanlige slags. Mærkelig, sagde min svigerfamilie. Excentrisk valgte jeg at sige. Og jeg havde det mentale kamera fremme. Jeg var turist i mit nye land og jeg måtte suge alt til mig. Eksotiske personligheder passede ind i min oplevelsestrang. Venteværelset var af den skrabede slags. Grå vægge med afskallet maling. Gamle stole stod i rækker rundt langs væggene. En enkelt oplysende plakat på væggen. I skærende kontrast til lægens sprudlende personlighed. En irsk treenighed af teologi, litteratur og alkohol. Med dette skal vi land bygge.

Vi havde mange gode samtaler. Især om litteratur. Jeg forlod mere end en gang lægen med en liste over vigtige irske værker, der måtte læses. Jeg sugede hans viden til mig. Med en baggrund i teologi og en generel interesse i kultur var hans viden enorm. De andre patienter måtte vente. Vi havde ting at tale om! Jeg valgte at le af hans insisteren på giftermål. At børn skulle man have mens man var ung. At noget at tro på ville gøre underværker - også for mig. Jeg trak på skulderne. Det var trods alt bare tale om en bihulebetændelse. Sørg for han gifter sig med dig og ikke spilder din tid. Jeg grinte. Følte mig lidt utilpas. Men det mentale kamera var fremme. Eksotisk. En Ener. Fra den Gamle Skole. Og whiskey kunne sagtens blandes med penicillin. Gå du hjem og hæld en op. Sagde lægen.

Krisen begyndte at kradse i Irland. Lægen havde en mening. Det gik galt da ægtefolk startede med at tage huslån sammen. Var kvinderne forblevet afhængig af mandens indkomst, var grådigheden ikke nået sådanne højder. Her var vi nok nogle, der mente at banker og grådige byggeherre havde en rolle at spille også. Det var min mening. Jeg vendte aldrig tilbage. Feminismen vandt over litteraturen.

Min nye læge er mere moderne. Det er bløde farverige sofaer i venteværelset. Og noget der tilnærmelsesvis kan beskrives som moderne kunst på væggen. Der er hyggeligt.  Receptionisten kender mit navn. Jeg er stadig eksotisk i mit nye hjemland. Min læge er sød. Hun anbefalede en enkelt gang en bog om selvindsigt. Jeg smilede høfligt. Det er trods alt ikke rigtig litteratur.. Men hun giver også knusere. Og nogle gange, er det det, der skal til. Især når livet har sendt en til lægen med andet end en løbende næse. Jeg tror, jeg trænger til et glas vin, sagde jeg. Og grinte. Jeg følte mig meget irsk. Min pige, køb du bare en hel flaske - og hold dig ikke tilbage. Sagde lægen.

Med alkohol og medicin skal vi patienter helbrede. Og det virker. På den helt specielle irske måde.

Et Postkort fra Danmark

Fredag aften blev min cykel stjålet. Den stod i vores baghave. Vi bor i rækkehus. Eneste adgang til haven er gennem huset - eller over en af de 3 omkransende murer på 2 meter. Som alle leder til naboers haver. Der stod jeg så - en dansker uden cykel. "Det er som en irer uden kartofler" sagde jeg til husbonden, i Danmark har alle cykler. Jeg stampede også lidt i jorden - mest der, hvor min cykel havde stået. Jeg måtte have en ny cykel af den slags danskere har. Med cykelkurv og oprejst position. I det øjeblik gik jeg fra at være en dansker fra provinsen til at være dansker fra Danmark. Det Danmark udlandet kender. København. Jeg kunne kun se danske piger på Broerne, der cykler rundt i beige-farvede trenchcoats fra Bruuns Bazaar. Med tasken i flet-kurven og barnet i traileren - eller på laddet. Bort var minderne om blæst og kulde, kæder der hopper af og de mange timer i iskolde, våde cowboybukser efter en tur på cyklen. For i Danmark skinner solen og håret blæser i vinden. Og sådan skulle det også være i Dublin.

Jeg har fået en ny cykel. Dublin er ikke beregnet til cyklister, siger skeptikerne. Det er mest dem, der tager bussen. Dublin har skam cykelstier. Det er bare ikke altid, der hvor man har brug for dem. Eller også mangler der en strækning. Så må man selv komme frem til det næste stykke. Tværs over 3 vejbaner. Mange i den irske befolkning kører uden at have bestået en køreprøve. Jeg satser. Jeg håber, de kender til den blinde vinkel...


Det er flere og flere cyklister i Dublins gader. Staten støtter cyklister med skattefradrag og vi skal alle spare. Men man skal også have en selvlysende gul vest. Og cykelbukser. Og en åndbar jakke. For man cykler ikke bare til arbejde. Det er en motinsform. Der kræver udstyr. Jeg hoppede selv med på bølgen. Men det blev aldrig til andet end et bare vandrebusker og en praktisk sko.Men jeg følte mig grim. Det var ikke sådan det så ud på postkortet fra København.

I morges startede jeg cyklen. Iført regntøj. For det var trods alt bare en almindelig mandag morgen på en ø i Atlanterhavet. Jeg cykler afsted med tilsnøret hætte. Men i oprejst position - og med cykelkurv.

Det eneste hun ville var at danse

Det er forår i Dublin. Jeg åbner havedørerne en tirsdag aften og kigger på vores æbletræ. Det har stået der siden tidernes morgen eller i hvert fald siden min svigermors barndom. Hun plantede det. Hun er vokset op i huset. Min bedre halvdel arvede huset. Nu bor vi der. Sådan er det tit i Irland...
 I et anfald i kådhed lytter jeg til TV2 - Steffen synger om at vaske op og lægge bør-ne-ne i seng. Det er det, jeg gør her en tirsdag aften. Men jeg sætter kun Steffen på, når husbonden er ude af huset. Grimt, 80-agtigt, synthesizer, mumler han. Men han forstår det ikke. Han forstår ikke lyrikken, ironien og tidsbilledet. Men det er svært at dele. Så meget forsvinder i oversættelsen - på alle niveauer.... man kan ikke dele følelsen af Århus, Grønne Koncerter, kærligheden til Bornholm og fænomenet Steffen Brandt. Kun med dem, der var der. Måske er det også lige meget, tænker jeg - men føler mig alligevel lidt ensom. Datteren kigger søvnigt på moren, der danser rundt i køkkenet til "Bag duggede ruder", naboen lukker sit vindue. Måske kan jeg en dag dele det med min datter, jeg tror det ikke.

Når man flytter til udlandet er opdelingen mellem før og efter på en måde mere skarp. Man starter ligesom helt forfra på en fælles referenceramme. I aften skal jeg til koncert med det irske band BellX1 - jeg forstår ikke alle referencerne, men vi er fælles om at synge med på:  “If there was a God then why is my arse the perfect height for kicking” ...

A blogger is born

For 16 måneder siden min datter blev født i Dublin. Lægen var fra Nigeria, moren dansker, faren irer, sygeplejersken filipiner og jordmorderen tysker. Dér var vi samlet i et rum, en håndfuld mennesker repræsenterende FN på et lidt mindre plan end bygningen i New York, men på et langt højere plan end ved min egen fødsel på sygehuset i hjembyen Frederikshavn.
Kan en så international fødsel gøre, at man automatisk føler sig som verdensborger? Slipper man så for hele tiden at føle sig udenfor, når man er hjemme? Dette er en blog om at være dansker i udlandet, dansker i Irland og udlandsdansker i Danmark - og om at være den ene del af et to-kulturelt ægteskab. "Globalisering" råbte vi i 90erne - verden er lille og forskelle udviskes. Men sådan er det ikke altid i hverdagen. Overhovedet...