Han kom, han så - og han drak en Guinness

Irish Times

Mandag var O'bama dag, Kulturelle, religiøse og ægteskabelige konflikter tog bagsædet. Det var besøg i byen! På forhånd var det blevet grint lidt. Og ikke bare i krogene. Endnu en amerikaner med irske rødder. Men han var tilgivet. For stod han ikke der så folkeligt og drak en øl af den sorte slags - nationens hjerte brast og armene åbnede sig. Han var en af vores, os alle sammen. Selv os, der ikke helt er irske. For det var næsten større end nationaliteter og politisk ståsted.

 Et helt almindeligt menneske blandt os andre. 


Det kunne næsten ikke blive mere irsk. Regnen kom fra vest, mens der blev kysset børn med rødt, krøllet hår. Og den lokale præst fik skænket en øl af Michelle. Oh, vi var så stolte. Når man er en lille nation med en stor gæld og alt for meget dårlig omtale, suger man det gode til sig. Og det var en folkefest. Med koncert og store ord. Fra den hjemvendte søn. Lovning på en bedre fremtid og alt det gode, der skal komme.  Selv solen kom frem og gav det hele et gyldent skær.

Og tirsdag morgen stod vi op til en solskinsdag. Og lidt stille vind. En bedre fremtid. Givet til os fra den hjemvendte søn.

Han er en af vores. Kun apostroffen forsvandt undervejs.

De Kongelige og De Kendte

Vi har mange kendte i Irland. Men ingen kongelige. På nær i disse dage. Den engelske dronning aflægger besøg i Irland. Hun ankommer i grøn jakke. Med den engelske premiereminister i hælene. Historisk og symbolladet. Siger nogle. Og forholdet til England er da også lidt ambivalent. Men okay for de fleste. Sikkerhedsopbuddet er ekstremt. Der har været optøjer og bombetrusler. Der har været røster om budget. Men ingen synes, at kunne holde dampen oppe. De fleste er lidt ligeglade. Bare vi kan komme frem og tilbage på arbejde. Jeg cykler gennem midtbyen hjem. Politiet står i smågrupper og snakker. Mobiltelefonen er fremme. Det virker som en hel almindelig dag. Om end historisk. Men det er mest i medierne, der tales om det. Som en storm i et glas vand - og skal Man U ikke spille igen søndag?

Vi diskuterer nogle gange monarkiet. Hvad vil I med det, spørger de mig anklagende. Jeg ved det ikke helt selv. Noget med noget historie, forsøger jeg... Men det holder ikke. De repræsenterer landet, siger jeg - lidt mere overbevisende. For de kongelige er de danske kendte for mig. Jeg læser det kulørte blad. Lidt kongelig har man jo lov at være. Især når man ikke kender andre kendte i sit fødeland.  Mine faste, troværdige ankre i medieverden er forlængst byttet ud. Spillerne på landsholdet er født i 80'erne. Jeg kender dem ikke. Jeg prøver at lære navnene på de irske tilsvarende. Men det er svært. Jeg er endt i et kendt ingenmandsland. På nær de kongelige. Så jeg læser om Mary og tvillingerne. Og kigger med, når de borgerlige gifter sig til blåt blod. Er lidt misundelig på de piger. Med deres lange, brune hår og evne til at tabe 20 kilo. Køber en magnet med den glade, perfekte familie til køleskabet. Og giver den i gave til en republikaner...

I Irland har vi det med de kendte som i Danmark. Vi er så få og det er jo bare naboens datter eller skolekammeraten. Vi soler os i deres Hollywood-succes og er så stolte af, at vi, som nation, er blevet til noget. Tilbage på irsk jord er der lidt Jantelov. Med dens lige dele irritation og misundelse. Og skal man dog redde hele verden, når man bare er en knægt fra nordsiden? Brand Aid.

I næste uge kommer Barack Obama forbi. På vej til England. Det hele er lidt hemmeligt. Men sikkerhedsopbuddet bliver massivt. Og medierne får noget at rapportere om. Og der skal aflægges besøg i forfædrenes lille landsby. For sådan en, er der selvfølgelig. Også selvom ens far er afrikaner. Og man er født på Hawaii.


Bare trafikken ikke stoppes i midtbyen.

Blog from a Broken Country

 ”Irland er bylden i vores regnskab”. Jeg læser lidt videre. Drikker min kaffe. Springer videre til næste artikel. Men kommer alligevel tilbage. Synes ikke det er helt rimeligt. At sætte de to ting i samme sætning.  Det er ordet, der er grimt. Det betændte og uønskede.  Ved godt, det handler om Danske Banks dårlige satsninger. Men tænk hvis det hænger ved i den større sammenhæng. Som et stempel på den grønne ø.  Det er trods alt mit nye hjemland. Jeg føler, jeg må forsvare det større billede. 

Men der er ikke let. 

Højt at flyve, langt at falde. Efter 20 fede år kommer 20 magre. 2 biler, 4 værelser en-suite og udsigt til bjergene. Det kunne ikke holde i det lange løb. Det siger sig selv. Vi andre, os der vidste bedre, kiggede på med vantro. 07.10 bussen mod byen overfyldt med byggearbejdere. Nye lejligheder, kontorbygninger, tilbygninger. Stilladser overalt. Det var glade dage og kredittens storhedstid.

Og nu sidder vi her. Mellem dårlige, tomme og halvfærdige bygninger. Det gik selvfølgelig ikke. Siger vi. Alle os andre. Os, der vidste bedre.  Men vi sidder her stadig. Trods alt. For vi bliver her jo. Også selv om vi ikke behøver. Midt i den høje arbejdsløshed, nedskæringerne og de grumme prognoser. Omringet af statsejede banker.

Det synes bare ikke at ligge til den irske natur at planlægge. At lægge til side. At organisere. Vi bliver så irriterede. Os andre. Listen er uendelig: Tuneller, der ikke er høje nok, sporvognsskinner med forskellige vidder, offentlige instanser, der ikke deler oplysninger  - og kan man da ikke købe nok mælk til i morgen også? Når man nu alligevel er der!

Men det er okay.

For vi bliver her jo. Fordi, det er det, vi holder af.  Og hvorfor ikke leve i dag? Måske er vi væk i morgen. Var der ikke noget med en protestantisk etik og et livslangt åg? Katolikkerne beder om tilgivelse i dag. Hvis de går i kirke. For den har også trange kår i disse år..

Det er på en måde så befriende. At lære ikke at bekymre sig helt så meget om morgendagen. Det uforudsete. At være mindre stringent og påpasselig. Ikke hele tiden organisere, fundere og bekymre sig. Og så må man jo sælge den ekstra bil. Og tage kaffe med på termokande. 

Vi har en økonomi indtil, vi får en ny.

Jeg en gård mig bygge vil

Nogle gange skriver man for at forstå. Nogle gange for at dele. Nogle gange før virkeligheden forsvinder mellem hænderne på en. Sådan en gang er dette.

Hvor jeg bor, har vi heste. I baghaverne, på fortovet, i gaderne og ved siden af pubben.  Den første søndag er der hestemarked i midtbyen. Sådan det altid været. Men nu er der til debat. Jeg er bange for billedet forsvinder, hvis jeg ikke skriver.

Hvordan kan man re-generere et område, der lugter af hest, en smule af galskab, vanrøgt og kriminalitet. Sådan siger skeptikerne. Men jeg er turist i min egen by.  Jeg går på markedet og tager billeder. De små piger fniser og vil se resultatet af deres poseren. Hestehandlerne kigger skeptisk. Hjemme klapper vi hesten i gaden på mulen og snakker med ejeren. Han dresserer den i de små rundkørsler. Jeg kigger lidt skeptisk. Stalden er bag husene ved siden af pubben. Om vinterne kører de tørv og kul til området. Om sommerne galoperer pigerne op og ned ad gaden. Fuldstændigt uhørt siger nogle. Heste hører ikke til i det centrale, moderne Dublin. Men de er overalt. Græsser på den smalle stribe af jord mellem to afkørsler fra hovedvejen. Eller i naboens have. Standser den hektiske trafik med luntetrav. Sådan er det. Det er måske ikke rigtigt. Men jeg er bange for det forsvinder. Oplevelsen. Det, der er anderledes.

Vi havde også heste i Frederikshavn. Om eftermiddagen mugede vi ud og striglede. Midt i byen. Men gården var der først. Med spøgelser. Og et halmloft ingen helt vidste, hvad indeholdt. Det var vist en gang en fattiggård. Så kom byen tættere på. Stadig var en tur hjem til hest næsten uhørt. Heste hørte til i skoven og på marken. Ikke i parcelhuskvarteret.

Men her er det anderledes.Vi kigger på hesten, der traver forbi vinduet. Vov, vov siger datteren. Jeg ser historien, arbejdsmanden og det hårde liv. Mine nostalgiske billeder er lidt gule i kanten  Og nok ikke helt ægte..

Jeg bliver sentimental på områdets vegne. Tænk, hvis det anderledes billede bare forsvinder. Jeg må skrive billederne frem og dele dem. Dette er Irland.

Den evige turist

 

Det føles som hjemme..

Fluerne sværmer i morgendiset. Solens stråler rammer haven. Vasketøjet bevæger sig sagte i vinden. Tripp Trapp stolen sender skygger over køkkengulvet, IKEA-rammerne ser støvede ud. Jeg snakker kongeligt bryllup over hækken, datteren sover i barnevognen under æbletræet. Kaffemaskinen brygger. Jeg spiser en skive rugbrød med ost. I det fjerne summer en græsslåmaskine. Det er Irland i april

Bagefter går vi en tur på græsplænen i bare tæer. Datteren træder varsomt. Vi kigger på blomsterne og tomaterne, der spirer. Hun smiler. 

Det føles som hjemme.