Et stykke af Danmark

Et lille stykke Danmark ligger øverst i kufferten. Jeg pakker ud. Ost i køleskabet. Rugbrød og spegepølse til frokost. Et kamera fyldt med farverige øjeblikke.

Den mentale bagage ligger lidt længere. Vil ikke helt finde sin hylde. Og den koster i lufthavnens overvægt. For den er tung af minder om designer-sandwiches og solskinstimer i storbyens parker. Sommerfester og den ”rigtige” følelse af hjemme.  For det er sådan,  jeg ser livet i Danmark. Sommerhuse, løse gevandter og gode venner. En datter klædt i mærketøj med hyggelige navne.  Købt i outlets. Kaffen købes hos kaffehandleren. Sammen med dyr chokolade og te i lækker indpakning.

Vi kunne jo også flytte. Siger jeg. Men ikke så højt. Eller overbevisende. Husbonden ryster på hovedet. Vi har været der før. Der mumles noget om hussalg og jobmuligheder. Og jeg ved det jo godt. Men drømmen er så let at danse med. Man kan selv bestemme tid og sted. Og give den et strejf af solskin og sorgløshed.Og glemme systemerne, kasserne og min egen åndenød.

Og jeg holder jo af hverdagen. Her, hvor jeg er. Selv den gamle bil. Som jeg hverken ville have råd til at købe eller kasko-forsikre i Danmark. Men muligheden er der. I hvert fald på papiret. Men mest i drømmen. For i Danmark er tingene jo også gået videre. Mens man selv er parkeret som turist på sidelinjen.

Men det er ikke let. Altid at have det bedste fra begge verdener. For ståstedet bliver aldrig helt rigtigt. Nogle af stederne. Men måske er det også okay.

Jeg pakker resten af kufferten ud. Og placerer drømmen på hylden. Lidt for langt inde. Bag dagligdagens konserves og lidt falmede t-shirts. For i virkeligheden er det jo sådan, det er. Der, hvor man har hjemme.

Den gamle bil starter. Solen skinner og datteren griner. Danske Bank sponserer min morgenradio. Heldigvis regner det ikke altid lige der,  hvor jeg er.....

Vi holder ferie hjemme

Ferien holdes hjemme. Men ikke altid der, hvor hjemmet er. Hjemme, hvor luften er lidt friskere og flaget blafrer i vinden. I ferie-Danmark. For det koster at bo i udlandet. På både feriedage, flybilletter og kompromis-kontoen. Vi bor på gæsteværelser og sover på sofaer. Vi gør det flere gange om året. Og kommer sjældent til Firenze. Men Frederikshavn er også okay. Vi stopper jo i København undervejs.

Der er venskaber, der skal plejes. Familie, der skal besøges. Hjemve, der skal holdes nede. Ferie, runde fødselsdage, konfirmationer, bryllupper og barnedåbe går op i en højere enhed. Vi spiser frokost med dig og pizza med jer. Sol og vind fordeles lige.

I starten er det lidt lettere.  Besøgene går begge veje. Attraktionen er lige dele land og os. Men når bjergene er besteget og katedralerne besøgt vejer turene mod øst tungest. Det er okay. For det er en stor byrde at bære. Når ens kødgryder og gamle dyner alene skal retfærdiggøre rejseomkostninger og feriedage. Så vi rejser hjem.

Og vi gør det ofte. 

Men alligevel er forventningerne høje. Jeg vil have perfekte billeder. Vi spiser hotdogs, softice og kammerjunker. Også selvom det regner. For det er ferie.  Og det er hjemme. I Danmark. Vi skal nå det hele. Remoulade, lakridser og jordbær. Med fløde. Gåture ved stranden og cykle i skoven. Kold hvidvin og fiskefrikadeller. Vi skal sove længe, slappe af og besøge faster og onkel.

Det hele på 5 dage.

Om 3 måneder er vi tilbage. Men inden da holder vi lidt ferie. Derhjemme...

BoligLiv i Irland

Det dumper ned på gulvet. Jeg nærmest løber til døren og griber det. Som var det en længe ventet pose lakrids. Det fine blad med de rigtige trends og den gode stil.

I Danmark har vi alle sammen afhøvlede gulve, hvide vægge og stilrene køkkener, hævder jeg. Og brædder i loftet, mumler husbonden. Han køber det ikke rigtigt. Den med den minimalistiske stil på den rigtige måde. Så jeg køber blade. Abonnerer og klipper ud og laver mood boards. Og indrammer børnetegninger. Det her er lige os, siger jeg. Men husbonden er ligeglad med segmenter. Hæklede grydelapper og strikkede lampeskærme hører en anden tidsalder til. Det er hverken sommerhus charmerende, cool eller kitch. Det er bare grimt.

Jeg er ikke sikker på, der kun er tale om nationale forskelligheder. Måske ville vi være de samme i Danmark. Men i det mindste ville vi have en fælles, hvid referenceramme. Her starter vi for enden af regnbuen. Men uden en krukke med guld.

Heldigvis åbenede der endelig en møbelbutik for nogle år siden. Af den svenske slags. 20 min ud af motorvejen. Min påstand stod stærkere med 800 siders stiligt møbelkatalag som belæg. Skræddersyet til den irske, tradionelle bolig, hvor vi ikke har kvadratmeter i overskud. Så nu går vi lidt på kompromis. Med hvide møbler. På en farvet baggrund.

Nogle gange er der langt hjem. Til det hjem man selv vil have. I et land, hvor det offentlige rum er mødested og hjemmet et helle. Hvor skabe er til opbevaring af løse genstande. Og ikke et udstillingsvindue for de retro-rigtige serveringsskåle. Nogle gange er de hvide vægge og de afhøvlede gulve ikke inden for rækkevidde. Og så klarer man sig uden. Jeg ved godt bladet sælger drømme. Også i Danmark. Nogle gange er der bare ikke så langt fra mine drømme til en dansk realitet.....

Heldigvis kan man både købe garn og pinde i Irland.