En tør kop kaffe

Der er besøg hjemmefra. Vi folder sovesofaen ud, byder på hjemmebagt rugbrød og tager gæsterne med rundt i det irske land. 

Nå, siger dansken, her ser det ikke ud som om, der er krise. Jeg kigger lidt rundt Der er fuldt pakket på frokostrestauranten. Også den i går. Hvor der blev spist østers og købt økologiske grøntsager på vej ud. Nææhhh, siger jeg. Det ser ikke sådan ud. 

Men der er krise. Selvfølgelig er der det.

Abejdsløsheden er uoverskuelig høj, vi overlever på nåde fra resten af EU. Der er rygter om flere krisepakker. Om lidt skal irerne stemme om EU finanstraktat. Og der skal stemmes ja.  For ellers har det katastrofale følger for Irland. Os alle sammen. Men mest den næste generation. Det ømme punkt. Vi snakker om vores børns fremtid. Der er slet skjulte trusler i luften om øgede skatter i efteråret, om et letsindigt nej bliver udfaldet. Der er krise. Selvfølgelig er der det. Det bliver flere og flere minusser på lønsedlen.

.

Og vi snakker da også om det. Og skærer lidt i privatforbruget

Men måske er vi ikke helt så tynget, som dansken kunne have håbet. Eller selv ville være. Det føles som om der tages lidt lettere på tingene. Det jo næppe dommedag, vi taler om. Det hele skal nok gå. Og så går vi ud og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage.  Der tænkes måske ikke så meget på, hvad der lige har været eller hvad der kommer næst.  Her er meget nutid, lidt mindre fortid – og fremtiden kommer jo af sig selv. Vi behøver ikke tale om, tænke på eller leve i den hele tiden. Vi skal jo leve - også midt i krisen.

 

Vi sætter os ved bordet. Bestiller kaffe. Skal vi ikke have noget kage til. Siger jeg. På den irske måde. Dansken kigger på uret. Det bliver tænkt tilbage og regnet frem. Vi tager den tør,  siger gæsterne.  Den danske mådeholdenhed. Jeg spiser et stykke kage.

Fremtiden. Den tænker vi på til den tid.

"Pladsanvisning" - substantiv (ingen oversættelse)

Så  er bloggen tilbage. Noma har igen vundet. Vi ser igen dansk krimi på engelsk tv. Måske har tiden stået stille?

Jeg følger lidt med på sidelinjen. De første par dage. Kan ikke helt forholde mig til pasningsgarantier i storbyen. Så jeg læser lidt overfladisk og bladrer videre. Men så udvides debatten. Nu handler det også om kvaliteten og dækningen øges.  Jeg tøver lidt, forundret over min egen reaktion. For jeg bliver lidt irriteret over det hele. Og det selvom jeg både er orienteret mod venstre, fælleskabet og det offentlige system. Eller er jeg? For pludselig står jeg der på sidelinjen og kigger ind på dansken og bliver så irriteret. Over kravene og selvfølgen.

Du har været væk for længe til at forstå det helt, siger husbonden. Når jeg over frikadellerne skælder ud over de forkælede danskere. Så er det jo let at være de lykkeligste. Siger jeg. Og synes jeg har vundet denne omgang.  Men måske har han ret. Måske er jeg bare lidt bitter over,  jeg ikke længere har adgang til kravene og systemet. Jeg tør ikke åbne op for posen af andre muligheder. For hvad nu hvis bopæl i udlandet har gjort mig asocial. Og tilhænger af at smede sin egen lykke. Jeg binder snoret helt stram om posen – og fortsætter ad den bitre rute.

 ” Omkring os vrimlede det med historier om forældre, der var nødsaget til at arrangere forskellige former for alternativ pasning, fordi deres arbejdsgivere kaldte, mens pladsanvisningen kun kunne beklage, når de ringede for at få en pasningsprognose.” Nogle er endda så uheldige, at deres små poder må passes i hver sin institution. I hver sin retning.  Men de bliver dog stadig passet. Med tilskud. Fuld tid. Jeg har svært ved helt at se klagens rimelighed. Jeg bor i et andet land. Hvor sådan en debat aldrig ville finde sted. Det ville være som at debattere et fiktivt univers.

” Min kæreste holdt sig fri af arbejdsopgaver og passede vores datter derhjemme, indtil vi seks uger senere fik ny vuggestueplads”. Her holder en af parterne ofte helt fri. I mange år. Når man får børn. For vi kan godt få poden passes. Men vi ringer direkte til institutionen. Og spørger om prisen. Her er der ingen tilskud. Men masser af garantier. Hvis vi kan betale for det.  Og mange går på kompromis. Halve dage, halve karrierer. Halve løsninger.  

Men vi sætter selv stregen under kvaliteten. I vores vuggestue får datteren både et velkomstknus, frugt til morgenmad, en ren ble OG følges til døren med en mundtlig redegørelse over den halve dags aktiviteter. Og er vi ikke tilfredse med det, hopper vi bare videre. Ringer til den næste institution. Spørger efter prisen. Adgang til udeområde er en bonus.  Men uden arbejde kan man nå i parken om eftermiddagen. Vi higer efter det gratis før-skole år.  38 uger med gratis pasning. Fra 9 til 12.

”Pladsanvisning” substantiv (kan forklares som). Der er en kultur til forskel. Hvad kommer først. Ordet eller tingen. Måske kan jeg ringe til pladsanvisningen for et svar. Måske er det lidt for bittert?