Med bleer og bæreposer

Solen skinner. Jeg har været inde i mange dage. Alt for mange dage. Hvor jeg kommer fra er frisk luft det universelle middel til helbredelse. Cykl en tur, kan jeg høre min mor sige. Hele vejen fra Danmark. Jeg finder nøglerne frem og erklærer krig mod trafikken. Husbonden ryster på hovedet. Du kan tage bilen, siger han. Men jeg er dansker. På den stædige måde. Solen skinner og indkøb foretages på cykel. 

Jakken blafrer i vinden, jeg kører afsted i forårssolen. Stopper undervejs hos en veninde til en formiddagskaffe. Man er vel danskere. Træder videre i pedalerne til indkøbscenteret. I yderkanten af Dublin. Afkørsel direkte fra motorvejen. Parkering af cykler er ikke en prioritet.  En cykel mere og vi ville have en øgning på 100%. Jeg læsser indkøbene på cyklen og navigerer ud i trafikken. Samler puslespillet af cykelstier, mens bilerne dytter. Bleerne hopper i kurven, poserne svinger på styret. Jeg lader som ingenting. Solen skinner og jeg er stædig. Sådan gør man i Danmark.

Kan vi ikke gøre det lidt bedre, hører jeg Poul Nyrup sige. Jeg ser billedet af moren der cykler afsted med barnet kl. 7 om morgenen. Det gør vi ikke her i Irland. Dem, der har råd til børnepasning, kører bil. Vi andre må ofre os. Den ene bliver hjemme og passer. Eller vi deler. Både arbejde og børnepasning. Det kan ikke gøres bedre i Irland. Børn og karrierestop kan sagtens siges i samme sætning. Men vi  slipper for den tidlige cykeltur.

En mor har alligevel bevæget sig ud i trafikken med barnet i sædet. Jeg giver et smil. Synes vi har noget tilfælles. Måske er hun dansker? Jeg trækker cyklen gennem huset. Sætter poserne fra mig. Jeg trænger til en kaffe.