Sider

12 juli, 2011

Hvor der er hjerterum..

..er der nogle gange husrum. Men ikke hos os. Vi bor småt. Sådan er det bare. Og ikke bare hos os. Men i det meste af Dublin. Medmindre man red med på bølgen. Og købte et nyt hus i et nyt kvarter. Som nu for det meste ligger halv-færdigt hen. For pengene slap op og krisen kradser. Men os, der bor midt i Dublin, bor tæt. Og småt. Ofte er der kun de rum, der er allermest nødvendige. Og nogle gange færre.

I et land, hvor et hus er en menneskeret. Hvor mange ikke flytter hjemmefra, før udbetalingen er klar. I et land, hvor generationer bor under samme tag, er der måske hverken hjerterum eller husrum. Men sådan er det. Bedsteforældre bor med børn og børnebørn. Man deler. Nogle gang til udbetalingen er klar. Nogle gange længere.

Den klassiske industrialisering kom aldrig helt til Irland. Der er få boligblokke. Men der er mange huse. For man bor helst ikke i lejelighed. Men man lejer gerne et hus. Men helst køber man. Og der er mange huse. I rækker.

Sådan var det ikke dér, hvor jeg voksede op. Men der var der også rigeligt med plads. Der var mange værelser og når én flyttede ud, flyttede den næste op. På det store værelse. Bilerne  holdt parkeret i indkørelsen og parcelhuskvarteret var pænt og ryddeligt.  Bag ligusterhækken var græsset velholdt.

Sådan er det ikke her.

Hvis vi bliver flere, må datteren dele.Forhaver bliver lavet til indkørelser. Men der er ikke plads til alle biler. Og så holder de på fortovet og på gaden.  Og teenagerne bruger dem som ekstra værelser. Hvor døren kan låses og musikken spilles højt. Hvor man kan mødes med vennerne og snakke privat. Pigerne sidder i pyjamas. De fniser. Kigger mut op, da jeg går forbi.

Der er liv og næsten altid glade dage. Børnene leger. Mødre råber. Blomsterne gror og der udveksles aviser over gaden. Vi bor tæt. Både indenfor og udenfor. Og man vælger ikke selv sine naboer. Nogle af dem kaldes stadig nye. De fleste familier har været her i generationer. Man kender hinanden og hjælper med reparation af bilen.

Der er ikke husrum.Og nogle gange heller ikke hjerterum.

Men her er er dejligt at være.

2 kommentarer:

  1. Inspirerende indlæg Tak skriver selv om kultur, udedanskere og udstationering.
    Ja det er ikke altid pladsen der er det vigtigste. Jeg har boet i Villa på 500 M2 i Jakarta med walking in closet, kæmpe overdækket veranda og swimming pool i haven.

    Jeg valgte selv at rejse tilbage til Danmark.
    Nu bo jeg i en 2 værelses på Nørrebro, sover i sovesofa og deler et lille Ikea skab med min mand når han er hjemme på besøg i mellem sit arbejde i Asien. Vi har så et lille sommerhus hvor vi tager op i weekenden.
    Vi råhygger os i lejligheden, når han er der for så er vi jo endelig sammen og gør os umage selvom pladsen ER trang.
    Vi vil naturligvis på et tidspunkt købe en større lejlighed men lige nu er der andre ting der er vigtigere at prioritere fremfor tid til at finde en større lejlighed.

    SvarSlet
  2. Hej Mette! Tak for din kommentar - ved du hvad, vi bor trangt, men jeg holder af at have lidt leben omkring mig og vi har mulighed for at lave nogle andre ting, som fx at tage til Danmark flere gange om året - og på den måde får vi det bedste fra begge verdener. Så spændende nogle ting du laver, glæder mig til at følge dig!

    SvarSlet