Fire på stribe

Vi er fire på stribe. Naboen, naboens nabo og naboens nabo nabo. Vi kender hinanden fra busstoppestedet og baghaven. Og så var der en bryllupsfest, en julefest og sidste lørdag en grillfest. Nu kan du blogge om os, siger naboen. Jeg skyder det hen. Vil jo helst finde den lidt skæve vinkel på livet. Men måske skal det ikke altid være sådan. Måske er en burger, øl på dåse og gode naboer også en blog værdig.

For på en måde repræsenterer det noget helt basalt. Et netværk. Som man må starte på ny. I et nyt land Kvinder gør det bedst, hævder en veninde. Fra hulemanden slæbte os afsted ved håret, har vi vænnet os til et liv væk fra egne, trygge rammer. Og lært at netværke. Spejde og finde ligesindede. For nogle skal udfylde det hul, der opstår. Familie og trofaste venner så langt væk. Vi snakker og finder dem, der vil snakke med. På arbejdspladsen og i nabolaget. Og en kær veninde over alt for meget håndbagage ved lavpris-flyets indtjekningsskrank. En anden i supermarkedet. Nogle kender man allerede. Og nu endnu bedre gennem den fælles oplevelse. At være væk hjemmefra. Eller det hjem vi kom fra...


Det tager tid. Det kræver vedholdenhed. Og ensomheden kan være lige så overrumplende en søndag eftermiddag som glæden en lørdag aften. Men sådan var det jo også nogle gange derhjemme....

Modellen er dansk. Naboer, venner og familie omgås helst på mine præmisser. Men vi er jo ikke allesammen danskere, mumler husbonden. Når jeg opgivende slår ud med hånden. Eller græder i fortvivelse over igen at løbe panden mod en mur. For hvorfor reagerer de ikke, som jeg forventer. Uskrevne regler og normer skal læres. Det kræver udholdenhed...


Vi åbner en flaske vin mere. Hiver en udendørs brændeovn over muren lige før midnat. Og rykker lidt tættere sammen. Snakker om det vi har til fælles. Og om genboen. Som er god nok. Og hjælpsom. Vi er fire på stribe. Varmen breder sig indeni.

Og søndag eftermiddag er det okay med ensomheden. For hovedpinen kender ingen grænser...

Hvor der er hjerterum..

..er der nogle gange husrum. Men ikke hos os. Vi bor småt. Sådan er det bare. Og ikke bare hos os. Men i det meste af Dublin. Medmindre man red med på bølgen. Og købte et nyt hus i et nyt kvarter. Som nu for det meste ligger halv-færdigt hen. For pengene slap op og krisen kradser. Men os, der bor midt i Dublin, bor tæt. Og småt. Ofte er der kun de rum, der er allermest nødvendige. Og nogle gange færre.

I et land, hvor et hus er en menneskeret. Hvor mange ikke flytter hjemmefra, før udbetalingen er klar. I et land, hvor generationer bor under samme tag, er der måske hverken hjerterum eller husrum. Men sådan er det. Bedsteforældre bor med børn og børnebørn. Man deler. Nogle gang til udbetalingen er klar. Nogle gange længere.

Den klassiske industrialisering kom aldrig helt til Irland. Der er få boligblokke. Men der er mange huse. For man bor helst ikke i lejelighed. Men man lejer gerne et hus. Men helst køber man. Og der er mange huse. I rækker.

Sådan var det ikke dér, hvor jeg voksede op. Men der var der også rigeligt med plads. Der var mange værelser og når én flyttede ud, flyttede den næste op. På det store værelse. Bilerne  holdt parkeret i indkørelsen og parcelhuskvarteret var pænt og ryddeligt.  Bag ligusterhækken var græsset velholdt.

Sådan er det ikke her.

Hvis vi bliver flere, må datteren dele.Forhaver bliver lavet til indkørelser. Men der er ikke plads til alle biler. Og så holder de på fortovet og på gaden.  Og teenagerne bruger dem som ekstra værelser. Hvor døren kan låses og musikken spilles højt. Hvor man kan mødes med vennerne og snakke privat. Pigerne sidder i pyjamas. De fniser. Kigger mut op, da jeg går forbi.

Der er liv og næsten altid glade dage. Børnene leger. Mødre råber. Blomsterne gror og der udveksles aviser over gaden. Vi bor tæt. Både indenfor og udenfor. Og man vælger ikke selv sine naboer. Nogle af dem kaldes stadig nye. De fleste familier har været her i generationer. Man kender hinanden og hjælper med reparation af bilen.

Der er ikke husrum.Og nogle gange heller ikke hjerterum.

Men her er er dejligt at være.