Kultur i oktober

Det er blevet efterår på øen. Med de årligt tilbagevendende, men stadig uventede, oversvømmelser.  Trafikkaos og mistro til vejret præger situationen i atlanten. Søndagen byder på indendørsaktiviteter. Datteren sætter fedtede fingre på ruden og trykker næsen flad.

Hun kan se lidt fjernsyn. Siger husbonden. Helt uskyldigt. Jeg tumler med tanken. Og lyder som mine egne forældre. Med deres remser om inaktive børn og fjernsynets dårligdomme. Husbonden trykker sig lidt i sofaen. Er selv vokset op med fjernsyn og leg i stuen. For alle. Vi stirrer henover datteren. Fra hvert vores kulturelle hjørne. Jeg mangler et ståsted. Der ikke er stagneret i 70ernes brune tapet og 3 kanaler. Men det er den første. Født i udlandet. Jeg mangler opbakning. Og viden om, hvordan man gør. Når det regner.

Hun har så mange bøger, siger jeg. Og lyder som et kasettebånd slidt af lidt for  mange tilbagespolinger. Husbonden har givet op. Ryger en cigaret i regnen. Datteren spiser en pakke rosiner. Der er våbenstilstand i pausen.

Pludselig står man på egne ben. Og mangler en kulturens vogter. Der siger, det er okay. En aldrende, beroligende og familiær institution, der godkender, tilbyder eller formaner. Eller bare et flertal, som gør sådan. Og når spejlet gør sådan, så er sådan okay. Men det er svært. At stå helt alene. Og pludselig selv tage stilling til, hvad der er rigtig og forkert. Præge et helt nyt menneske.  Når ens egen viden om lødighed sidder fast. Klemt inde mellem alt for mange pandekager og pigen i tændstikæsken.

Jeg åbner posen med aflagte bøger fra naboens børn. Kigger skeptisk på prinsesser og farverige dyr. Er de nu også rigtige... Men man kan ikke. Styre og kontrollere og vide bedre. Nogle gange må der være vagtskifte ved kulturens døre. Og andre må tage ansvaret for lødigheden. Også selvom den er er forskellig fra ens egen. Men det er svær.t... helt at give slip...

Datteren ser alligevel lidt fjernsyn. Mens jeg rydder op i bøgerne. Ligger diskret Rasmus Klump øverst. Finder cden med barndommens stemme. Lister i køkkenet og lytter til Thomas Winding. Ida og Emil og svenske træhuse. Køkkenet fyldes med ternede duge og suppegryder og lyden af den rigtige barndom.

Men det er mest for min egen skyld. For jeg er den eneste, der er tilbage. Både i  kampen og i køkkenet. For rosinerne er spist og fjernsynet skiftet til kanalen med fodbold. Som en regnfuld eftermiddag i 70'ernes weekender  Et øjeblik er tid og sted ophævet. Og kulturen international. Og måske er det hele ikke så vigtigt. For nutidens ramme er jo fælles. Måske kan den rumme det hele. 

Datteren sidder under æbletræet i efterårets sidste solstråle. Hun snakker med sin pingvin. Der siger som et får. På engelsk.....

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Der kommer gæster hjemmefra. 6 par øjne hviler på mig. Og min viden og indsigt til byen, hvor jeg lever. Forventningerne er høje.  På ferie med lokal guide.

Jeg prøver at huske. Hvordan det var i starten. Da alt var nyt. Hvor man ville det hele. I det nye land. Mulighederne var uendelige. Listen med ting at gøre, se og blive til var lang. Hver dag bød på nye attraktioner og oplevelser.

Men nu er det hverdag. Og listen er blevet væk. For selv hjemmefra lever man ikke i en permanent tilstand af begejstring. Som andre store følelser kommer den snigende, når man mindst venter det. Når der opstår en sprække mellem det daglige og det anderledes. Hvor der er  plads til begejstringen, forundringen og nysgerrigheden.

Men for det meste er det bare det almindelige. Og det er okay. For som danske Dan holder jeg mest af alt af hverdagen. Med dens rutiner og uendelige ensformighed.  Hvor vejen fra A til B kan køres med lukkede øjne. Og kun sjældent giver anledning til opstandsning. Der skal skrælles kartofler og steges frikadeller. Og hvem bærer skraldet ud? Søndag formiddag på legepladsen med de andre halvtrætte forældre og lunken kaffe i koppen. Lørdag i supermarkedet. Der er madplaner, arbejdsplaner, karriereplaner og skoletilmeldning.  Måske var slet ikke sådan mit liv skulle se ud?  Lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt. Og helt almindeligt.

Måske er hverdagen international.  Måske er hverdagen bare min. Men jeg holder af den. Og tænker at den også findes i Kalundborg og København. For ingen steder kan man leve i en permanent undtagelsestilstand. For hverdagen er uundgåelig – også selvom den ikke ligner min. Men den er der. Hver dag.

Jeg finder listen frem. Støver de glemte steder af. Der er kirker, katedraler og kunstmuseer. Men de skal jo ses fra et sted. Perspektivet må være mit. – så tilsætter lidt hverdag med kaffe og kage. Og sender forslaget afsted. 

 Jeg bærer skraldet ud. Sætter aftensmaden over. Og finder guidebogen frem.