En tør kop kaffe

Der er besøg hjemmefra. Vi folder sovesofaen ud, byder på hjemmebagt rugbrød og tager gæsterne med rundt i det irske land. 

Nå, siger dansken, her ser det ikke ud som om, der er krise. Jeg kigger lidt rundt Der er fuldt pakket på frokostrestauranten. Også den i går. Hvor der blev spist østers og købt økologiske grøntsager på vej ud. Nææhhh, siger jeg. Det ser ikke sådan ud. 

Men der er krise. Selvfølgelig er der det.

Abejdsløsheden er uoverskuelig høj, vi overlever på nåde fra resten af EU. Der er rygter om flere krisepakker. Om lidt skal irerne stemme om EU finanstraktat. Og der skal stemmes ja.  For ellers har det katastrofale følger for Irland. Os alle sammen. Men mest den næste generation. Det ømme punkt. Vi snakker om vores børns fremtid. Der er slet skjulte trusler i luften om øgede skatter i efteråret, om et letsindigt nej bliver udfaldet. Der er krise. Selvfølgelig er der det. Det bliver flere og flere minusser på lønsedlen.

.

Og vi snakker da også om det. Og skærer lidt i privatforbruget

Men måske er vi ikke helt så tynget, som dansken kunne have håbet. Eller selv ville være. Det føles som om der tages lidt lettere på tingene. Det jo næppe dommedag, vi taler om. Det hele skal nok gå. Og så går vi ud og drikker en kop kaffe og spiser lidt kage.  Der tænkes måske ikke så meget på, hvad der lige har været eller hvad der kommer næst.  Her er meget nutid, lidt mindre fortid – og fremtiden kommer jo af sig selv. Vi behøver ikke tale om, tænke på eller leve i den hele tiden. Vi skal jo leve - også midt i krisen.

 

Vi sætter os ved bordet. Bestiller kaffe. Skal vi ikke have noget kage til. Siger jeg. På den irske måde. Dansken kigger på uret. Det bliver tænkt tilbage og regnet frem. Vi tager den tør,  siger gæsterne.  Den danske mådeholdenhed. Jeg spiser et stykke kage.

Fremtiden. Den tænker vi på til den tid.