Der er besøg
hjemmefra. Vi folder sovesofaen ud, byder på hjemmebagt rugbrød og tager
gæsterne med rundt i det irske land.
Nå, siger dansken, her ser det ikke ud som om,
der er krise. Jeg kigger lidt rundt Der er fuldt pakket på frokostrestauranten.
Også den i går. Hvor der blev spist østers og købt økologiske grøntsager på
vej ud. Nææhhh, siger jeg. Det ser ikke sådan ud.
Men der er krise.
Selvfølgelig er der det.
Abejdsløsheden er
uoverskuelig høj, vi overlever på nåde fra resten af EU. Der er rygter om flere
krisepakker. Om lidt skal irerne stemme om EU finanstraktat. Og der skal stemmes
ja. For ellers har det katastrofale
følger for Irland. Os alle sammen. Men mest den næste generation. Det ømme
punkt. Vi snakker om vores børns fremtid. Der er slet skjulte trusler i luften
om øgede skatter i efteråret, om et letsindigt nej bliver udfaldet. Der er
krise. Selvfølgelig er der det. Det bliver flere og flere minusser på lønsedlen.
.
Og vi snakker da
også om det. Og skærer lidt i privatforbruget
Men måske er vi
ikke helt så tynget, som dansken kunne have håbet. Eller selv ville være. Det
føles som om der tages lidt lettere på tingene. Det jo næppe dommedag, vi taler
om. Det hele skal nok gå. Og så går vi ud og drikker en kop kaffe og spiser
lidt kage. Der tænkes måske ikke så
meget på, hvad der lige har været eller hvad der kommer næst. Her er meget nutid, lidt mindre fortid – og fremtiden
kommer jo af sig selv. Vi behøver ikke tale om, tænke på eller leve i den hele
tiden. Vi skal jo leve - også midt i krisen.
Vi sætter os ved
bordet. Bestiller kaffe. Skal vi ikke have noget kage til. Siger jeg. På den
irske måde. Dansken kigger på uret. Det bliver tænkt tilbage og regnet frem. Vi
tager den tør, siger gæsterne. Den danske mådeholdenhed. Jeg spiser et stykke kage.
Fremtiden. Den tænker vi på til den tid.
Dejligt, du er tilbage!
SvarSlet