Min første læge i Dublin var af den usædvanlige slags. Mærkelig, sagde min svigerfamilie. Excentrisk valgte jeg at sige. Og jeg havde det mentale kamera fremme. Jeg var turist i mit nye land og jeg måtte suge alt til mig. Eksotiske personligheder passede ind i min oplevelsestrang. Venteværelset var af den skrabede slags. Grå vægge med afskallet maling. Gamle stole stod i rækker rundt langs væggene. En enkelt oplysende plakat på væggen. I skærende kontrast til lægens sprudlende personlighed. En irsk treenighed af teologi, litteratur og alkohol. Med dette skal vi land bygge.
Vi havde mange gode samtaler. Især om litteratur. Jeg forlod mere end en gang lægen med en liste over vigtige irske værker, der måtte læses. Jeg sugede hans viden til mig. Med en baggrund i teologi og en generel interesse i kultur var hans viden enorm. De andre patienter måtte vente. Vi havde ting at tale om! Jeg valgte at le af hans insisteren på giftermål. At børn skulle man have mens man var ung. At noget at tro på ville gøre underværker - også for mig. Jeg trak på skulderne. Det var trods alt bare tale om en bihulebetændelse. Sørg for han gifter sig med dig og ikke spilder din tid. Jeg grinte. Følte mig lidt utilpas. Men det mentale kamera var fremme. Eksotisk. En Ener. Fra den Gamle Skole. Og whiskey kunne sagtens blandes med penicillin. Gå du hjem og hæld en op. Sagde lægen.
Krisen begyndte at kradse i Irland. Lægen havde en mening. Det gik galt da ægtefolk startede med at tage huslån sammen. Var kvinderne forblevet afhængig af mandens indkomst, var grådigheden ikke nået sådanne højder. Her var vi nok nogle, der mente at banker og grådige byggeherre havde en rolle at spille også. Det var min mening. Jeg vendte aldrig tilbage. Feminismen vandt over litteraturen.
Min nye læge er mere moderne. Det er bløde farverige sofaer i venteværelset. Og noget der tilnærmelsesvis kan beskrives som moderne kunst på væggen. Der er hyggeligt. Receptionisten kender mit navn. Jeg er stadig eksotisk i mit nye hjemland. Min læge er sød. Hun anbefalede en enkelt gang en bog om selvindsigt. Jeg smilede høfligt. Det er trods alt ikke rigtig litteratur.. Men hun giver også knusere. Og nogle gange, er det det, der skal til. Især når livet har sendt en til lægen med andet end en løbende næse. Jeg tror, jeg trænger til et glas vin, sagde jeg. Og grinte. Jeg følte mig meget irsk. Min pige, køb du bare en hel flaske - og hold dig ikke tilbage. Sagde lægen.
Med alkohol og medicin skal vi patienter helbrede. Og det virker. På den helt specielle irske måde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar