Det eneste hun ville var at danse

Det er forår i Dublin. Jeg åbner havedørerne en tirsdag aften og kigger på vores æbletræ. Det har stået der siden tidernes morgen eller i hvert fald siden min svigermors barndom. Hun plantede det. Hun er vokset op i huset. Min bedre halvdel arvede huset. Nu bor vi der. Sådan er det tit i Irland...
 I et anfald i kådhed lytter jeg til TV2 - Steffen synger om at vaske op og lægge bør-ne-ne i seng. Det er det, jeg gør her en tirsdag aften. Men jeg sætter kun Steffen på, når husbonden er ude af huset. Grimt, 80-agtigt, synthesizer, mumler han. Men han forstår det ikke. Han forstår ikke lyrikken, ironien og tidsbilledet. Men det er svært at dele. Så meget forsvinder i oversættelsen - på alle niveauer.... man kan ikke dele følelsen af Århus, Grønne Koncerter, kærligheden til Bornholm og fænomenet Steffen Brandt. Kun med dem, der var der. Måske er det også lige meget, tænker jeg - men føler mig alligevel lidt ensom. Datteren kigger søvnigt på moren, der danser rundt i køkkenet til "Bag duggede ruder", naboen lukker sit vindue. Måske kan jeg en dag dele det med min datter, jeg tror det ikke.

Når man flytter til udlandet er opdelingen mellem før og efter på en måde mere skarp. Man starter ligesom helt forfra på en fælles referenceramme. I aften skal jeg til koncert med det irske band BellX1 - jeg forstår ikke alle referencerne, men vi er fælles om at synge med på:  “If there was a God then why is my arse the perfect height for kicking” ...