BoligLiv i Irland

Det dumper ned på gulvet. Jeg nærmest løber til døren og griber det. Som var det en længe ventet pose lakrids. Det fine blad med de rigtige trends og den gode stil.

I Danmark har vi alle sammen afhøvlede gulve, hvide vægge og stilrene køkkener, hævder jeg. Og brædder i loftet, mumler husbonden. Han køber det ikke rigtigt. Den med den minimalistiske stil på den rigtige måde. Så jeg køber blade. Abonnerer og klipper ud og laver mood boards. Og indrammer børnetegninger. Det her er lige os, siger jeg. Men husbonden er ligeglad med segmenter. Hæklede grydelapper og strikkede lampeskærme hører en anden tidsalder til. Det er hverken sommerhus charmerende, cool eller kitch. Det er bare grimt.

Jeg er ikke sikker på, der kun er tale om nationale forskelligheder. Måske ville vi være de samme i Danmark. Men i det mindste ville vi have en fælles, hvid referenceramme. Her starter vi for enden af regnbuen. Men uden en krukke med guld.

Heldigvis åbenede der endelig en møbelbutik for nogle år siden. Af den svenske slags. 20 min ud af motorvejen. Min påstand stod stærkere med 800 siders stiligt møbelkatalag som belæg. Skræddersyet til den irske, tradionelle bolig, hvor vi ikke har kvadratmeter i overskud. Så nu går vi lidt på kompromis. Med hvide møbler. På en farvet baggrund.

Nogle gange er der langt hjem. Til det hjem man selv vil have. I et land, hvor det offentlige rum er mødested og hjemmet et helle. Hvor skabe er til opbevaring af løse genstande. Og ikke et udstillingsvindue for de retro-rigtige serveringsskåle. Nogle gange er de hvide vægge og de afhøvlede gulve ikke inden for rækkevidde. Og så klarer man sig uden. Jeg ved godt bladet sælger drømme. Også i Danmark. Nogle gange er der bare ikke så langt fra mine drømme til en dansk realitet.....

Heldigvis kan man både købe garn og pinde i Irland.