Kultur i oktober

Det er blevet efterår på øen. Med de årligt tilbagevendende, men stadig uventede, oversvømmelser.  Trafikkaos og mistro til vejret præger situationen i atlanten. Søndagen byder på indendørsaktiviteter. Datteren sætter fedtede fingre på ruden og trykker næsen flad.

Hun kan se lidt fjernsyn. Siger husbonden. Helt uskyldigt. Jeg tumler med tanken. Og lyder som mine egne forældre. Med deres remser om inaktive børn og fjernsynets dårligdomme. Husbonden trykker sig lidt i sofaen. Er selv vokset op med fjernsyn og leg i stuen. For alle. Vi stirrer henover datteren. Fra hvert vores kulturelle hjørne. Jeg mangler et ståsted. Der ikke er stagneret i 70ernes brune tapet og 3 kanaler. Men det er den første. Født i udlandet. Jeg mangler opbakning. Og viden om, hvordan man gør. Når det regner.

Hun har så mange bøger, siger jeg. Og lyder som et kasettebånd slidt af lidt for  mange tilbagespolinger. Husbonden har givet op. Ryger en cigaret i regnen. Datteren spiser en pakke rosiner. Der er våbenstilstand i pausen.

Pludselig står man på egne ben. Og mangler en kulturens vogter. Der siger, det er okay. En aldrende, beroligende og familiær institution, der godkender, tilbyder eller formaner. Eller bare et flertal, som gør sådan. Og når spejlet gør sådan, så er sådan okay. Men det er svært. At stå helt alene. Og pludselig selv tage stilling til, hvad der er rigtig og forkert. Præge et helt nyt menneske.  Når ens egen viden om lødighed sidder fast. Klemt inde mellem alt for mange pandekager og pigen i tændstikæsken.

Jeg åbner posen med aflagte bøger fra naboens børn. Kigger skeptisk på prinsesser og farverige dyr. Er de nu også rigtige... Men man kan ikke. Styre og kontrollere og vide bedre. Nogle gange må der være vagtskifte ved kulturens døre. Og andre må tage ansvaret for lødigheden. Også selvom den er er forskellig fra ens egen. Men det er svær.t... helt at give slip...

Datteren ser alligevel lidt fjernsyn. Mens jeg rydder op i bøgerne. Ligger diskret Rasmus Klump øverst. Finder cden med barndommens stemme. Lister i køkkenet og lytter til Thomas Winding. Ida og Emil og svenske træhuse. Køkkenet fyldes med ternede duge og suppegryder og lyden af den rigtige barndom.

Men det er mest for min egen skyld. For jeg er den eneste, der er tilbage. Både i  kampen og i køkkenet. For rosinerne er spist og fjernsynet skiftet til kanalen med fodbold. Som en regnfuld eftermiddag i 70'ernes weekender  Et øjeblik er tid og sted ophævet. Og kulturen international. Og måske er det hele ikke så vigtigt. For nutidens ramme er jo fælles. Måske kan den rumme det hele. 

Datteren sidder under æbletræet i efterårets sidste solstråle. Hun snakker med sin pingvin. Der siger som et får. På engelsk.....