Blog from a Broken Country

 ”Irland er bylden i vores regnskab”. Jeg læser lidt videre. Drikker min kaffe. Springer videre til næste artikel. Men kommer alligevel tilbage. Synes ikke det er helt rimeligt. At sætte de to ting i samme sætning.  Det er ordet, der er grimt. Det betændte og uønskede.  Ved godt, det handler om Danske Banks dårlige satsninger. Men tænk hvis det hænger ved i den større sammenhæng. Som et stempel på den grønne ø.  Det er trods alt mit nye hjemland. Jeg føler, jeg må forsvare det større billede. 

Men der er ikke let. 

Højt at flyve, langt at falde. Efter 20 fede år kommer 20 magre. 2 biler, 4 værelser en-suite og udsigt til bjergene. Det kunne ikke holde i det lange løb. Det siger sig selv. Vi andre, os der vidste bedre, kiggede på med vantro. 07.10 bussen mod byen overfyldt med byggearbejdere. Nye lejligheder, kontorbygninger, tilbygninger. Stilladser overalt. Det var glade dage og kredittens storhedstid.

Og nu sidder vi her. Mellem dårlige, tomme og halvfærdige bygninger. Det gik selvfølgelig ikke. Siger vi. Alle os andre. Os, der vidste bedre.  Men vi sidder her stadig. Trods alt. For vi bliver her jo. Også selv om vi ikke behøver. Midt i den høje arbejdsløshed, nedskæringerne og de grumme prognoser. Omringet af statsejede banker.

Det synes bare ikke at ligge til den irske natur at planlægge. At lægge til side. At organisere. Vi bliver så irriterede. Os andre. Listen er uendelig: Tuneller, der ikke er høje nok, sporvognsskinner med forskellige vidder, offentlige instanser, der ikke deler oplysninger  - og kan man da ikke købe nok mælk til i morgen også? Når man nu alligevel er der!

Men det er okay.

For vi bliver her jo. Fordi, det er det, vi holder af.  Og hvorfor ikke leve i dag? Måske er vi væk i morgen. Var der ikke noget med en protestantisk etik og et livslangt åg? Katolikkerne beder om tilgivelse i dag. Hvis de går i kirke. For den har også trange kår i disse år..

Det er på en måde så befriende. At lære ikke at bekymre sig helt så meget om morgendagen. Det uforudsete. At være mindre stringent og påpasselig. Ikke hele tiden organisere, fundere og bekymre sig. Og så må man jo sælge den ekstra bil. Og tage kaffe med på termokande. 

Vi har en økonomi indtil, vi får en ny.