Sider

18 maj, 2011

De Kongelige og De Kendte

Vi har mange kendte i Irland. Men ingen kongelige. På nær i disse dage. Den engelske dronning aflægger besøg i Irland. Hun ankommer i grøn jakke. Med den engelske premiereminister i hælene. Historisk og symbolladet. Siger nogle. Og forholdet til England er da også lidt ambivalent. Men okay for de fleste. Sikkerhedsopbuddet er ekstremt. Der har været optøjer og bombetrusler. Der har været røster om budget. Men ingen synes, at kunne holde dampen oppe. De fleste er lidt ligeglade. Bare vi kan komme frem og tilbage på arbejde. Jeg cykler gennem midtbyen hjem. Politiet står i smågrupper og snakker. Mobiltelefonen er fremme. Det virker som en hel almindelig dag. Om end historisk. Men det er mest i medierne, der tales om det. Som en storm i et glas vand - og skal Man U ikke spille igen søndag?

Vi diskuterer nogle gange monarkiet. Hvad vil I med det, spørger de mig anklagende. Jeg ved det ikke helt selv. Noget med noget historie, forsøger jeg... Men det holder ikke. De repræsenterer landet, siger jeg - lidt mere overbevisende. For de kongelige er de danske kendte for mig. Jeg læser det kulørte blad. Lidt kongelig har man jo lov at være. Især når man ikke kender andre kendte i sit fødeland.  Mine faste, troværdige ankre i medieverden er forlængst byttet ud. Spillerne på landsholdet er født i 80'erne. Jeg kender dem ikke. Jeg prøver at lære navnene på de irske tilsvarende. Men det er svært. Jeg er endt i et kendt ingenmandsland. På nær de kongelige. Så jeg læser om Mary og tvillingerne. Og kigger med, når de borgerlige gifter sig til blåt blod. Er lidt misundelig på de piger. Med deres lange, brune hår og evne til at tabe 20 kilo. Køber en magnet med den glade, perfekte familie til køleskabet. Og giver den i gave til en republikaner...

I Irland har vi det med de kendte som i Danmark. Vi er så få og det er jo bare naboens datter eller skolekammeraten. Vi soler os i deres Hollywood-succes og er så stolte af, at vi, som nation, er blevet til noget. Tilbage på irsk jord er der lidt Jantelov. Med dens lige dele irritation og misundelse. Og skal man dog redde hele verden, når man bare er en knægt fra nordsiden? Brand Aid.

I næste uge kommer Barack Obama forbi. På vej til England. Det hele er lidt hemmeligt. Men sikkerhedsopbuddet bliver massivt. Og medierne får noget at rapportere om. Og der skal aflægges besøg i forfædrenes lille landsby. For sådan en, er der selvfølgelig. Også selvom ens far er afrikaner. Og man er født på Hawaii.


Bare trafikken ikke stoppes i midtbyen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar