Når forbrydelse varmer..

Det føles som søndag aften mellem 8 og 9. Hjemme i Danmark. Forbrydelsen II starter på den engelske kanal. Datoen har længe været kendt. Vi venter i spænding. Diskuterer persongalleriet, Gedser og mindes smerten hos familien Birk Larsen. Og så er der selvfølgelig manglen på sweateren. Den rigtige sweater.

Som var dette Danmark. For 2 år siden. Men det er lørdag aften. I Irland. Med en dobbelt episode af The Killing.


I 2 timer kan jeg slappe helt af. Og kravle ind i skærmen. Til det hjemlige og genkendelige. Hvor statsministeren vækker minder om barndommens forståelse af politisk aktivitet. Og Sarah Lund sidder i vindueskarmen. Og kigger ned på sin barndoms gade gennem den snavsede rude.

I 2 timer ved jeg det hele. Jeg kender og genkender historiens virkelighedsramme. Sproget der tales. Nuancerne i ordvalget. Skulderne er slappe. Jeg kryber helt ind i skærmen. Føler mig hjemme.

I 2 timer kan jeg være med, være vågen og næsten ovenpå. For jeg ER hjemme. I referencerne, kulturen og alt det andet. Som ikke er med i historien. Men som gør oplevelsen så meget bedre. Jeg trækker genkendelighedens varme tæppe helt op til ørerne. Og lukker alt andet ude.

I 2 timer overskygger historien koncentrationen. For det kan være så trættende. Hele tiden at være bagud. Med konteksten. Når personer, sted og sprog er nye. Og nogle gange ukendte. Man må oversætte, trække tråde og selv samle puslespillet. Med mangefuld viden og forsvundne hjørnebrikker. For det tager lang tid. At finde sig helt hjemme i en ny kultur. For det er ikke bare skikke og "hvordan går man her"; Det er års akkumuleret kendskab og viden, der gør det nemmere. Før man kan føle sig helt hjemme. Før hullerne i DET tæppe er så små, at også det kan varme på en lørdag aften.

I 2 timer luner Sarah's sweater. De engelsksprogede aviser blogger om og diskuterer på forsiden farven.Der gættes på motiver og mulige udfald. Rulleteksterne kører over skærmen. Jeg hænger i med neglene. Vil have det sidste navn med. Lune mig lidt længere ved skærmens varme. Og jeg er ligeglad med farven på sweateren. Bare den ikke har huller....

 
                                     

Kultur i oktober

Det er blevet efterår på øen. Med de årligt tilbagevendende, men stadig uventede, oversvømmelser.  Trafikkaos og mistro til vejret præger situationen i atlanten. Søndagen byder på indendørsaktiviteter. Datteren sætter fedtede fingre på ruden og trykker næsen flad.

Hun kan se lidt fjernsyn. Siger husbonden. Helt uskyldigt. Jeg tumler med tanken. Og lyder som mine egne forældre. Med deres remser om inaktive børn og fjernsynets dårligdomme. Husbonden trykker sig lidt i sofaen. Er selv vokset op med fjernsyn og leg i stuen. For alle. Vi stirrer henover datteren. Fra hvert vores kulturelle hjørne. Jeg mangler et ståsted. Der ikke er stagneret i 70ernes brune tapet og 3 kanaler. Men det er den første. Født i udlandet. Jeg mangler opbakning. Og viden om, hvordan man gør. Når det regner.

Hun har så mange bøger, siger jeg. Og lyder som et kasettebånd slidt af lidt for  mange tilbagespolinger. Husbonden har givet op. Ryger en cigaret i regnen. Datteren spiser en pakke rosiner. Der er våbenstilstand i pausen.

Pludselig står man på egne ben. Og mangler en kulturens vogter. Der siger, det er okay. En aldrende, beroligende og familiær institution, der godkender, tilbyder eller formaner. Eller bare et flertal, som gør sådan. Og når spejlet gør sådan, så er sådan okay. Men det er svært. At stå helt alene. Og pludselig selv tage stilling til, hvad der er rigtig og forkert. Præge et helt nyt menneske.  Når ens egen viden om lødighed sidder fast. Klemt inde mellem alt for mange pandekager og pigen i tændstikæsken.

Jeg åbner posen med aflagte bøger fra naboens børn. Kigger skeptisk på prinsesser og farverige dyr. Er de nu også rigtige... Men man kan ikke. Styre og kontrollere og vide bedre. Nogle gange må der være vagtskifte ved kulturens døre. Og andre må tage ansvaret for lødigheden. Også selvom den er er forskellig fra ens egen. Men det er svær.t... helt at give slip...

Datteren ser alligevel lidt fjernsyn. Mens jeg rydder op i bøgerne. Ligger diskret Rasmus Klump øverst. Finder cden med barndommens stemme. Lister i køkkenet og lytter til Thomas Winding. Ida og Emil og svenske træhuse. Køkkenet fyldes med ternede duge og suppegryder og lyden af den rigtige barndom.

Men det er mest for min egen skyld. For jeg er den eneste, der er tilbage. Både i  kampen og i køkkenet. For rosinerne er spist og fjernsynet skiftet til kanalen med fodbold. Som en regnfuld eftermiddag i 70'ernes weekender  Et øjeblik er tid og sted ophævet. Og kulturen international. Og måske er det hele ikke så vigtigt. For nutidens ramme er jo fælles. Måske kan den rumme det hele. 

Datteren sidder under æbletræet i efterårets sidste solstråle. Hun snakker med sin pingvin. Der siger som et får. På engelsk.....

Mest af alt holder jeg af hverdagen

Der kommer gæster hjemmefra. 6 par øjne hviler på mig. Og min viden og indsigt til byen, hvor jeg lever. Forventningerne er høje.  På ferie med lokal guide.

Jeg prøver at huske. Hvordan det var i starten. Da alt var nyt. Hvor man ville det hele. I det nye land. Mulighederne var uendelige. Listen med ting at gøre, se og blive til var lang. Hver dag bød på nye attraktioner og oplevelser.

Men nu er det hverdag. Og listen er blevet væk. For selv hjemmefra lever man ikke i en permanent tilstand af begejstring. Som andre store følelser kommer den snigende, når man mindst venter det. Når der opstår en sprække mellem det daglige og det anderledes. Hvor der er  plads til begejstringen, forundringen og nysgerrigheden.

Men for det meste er det bare det almindelige. Og det er okay. For som danske Dan holder jeg mest af alt af hverdagen. Med dens rutiner og uendelige ensformighed.  Hvor vejen fra A til B kan køres med lukkede øjne. Og kun sjældent giver anledning til opstandsning. Der skal skrælles kartofler og steges frikadeller. Og hvem bærer skraldet ud? Søndag formiddag på legepladsen med de andre halvtrætte forældre og lunken kaffe i koppen. Lørdag i supermarkedet. Der er madplaner, arbejdsplaner, karriereplaner og skoletilmeldning.  Måske var slet ikke sådan mit liv skulle se ud?  Lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt. Og helt almindeligt.

Måske er hverdagen international.  Måske er hverdagen bare min. Men jeg holder af den. Og tænker at den også findes i Kalundborg og København. For ingen steder kan man leve i en permanent undtagelsestilstand. For hverdagen er uundgåelig – også selvom den ikke ligner min. Men den er der. Hver dag.

Jeg finder listen frem. Støver de glemte steder af. Der er kirker, katedraler og kunstmuseer. Men de skal jo ses fra et sted. Perspektivet må være mit. – så tilsætter lidt hverdag med kaffe og kage. Og sender forslaget afsted. 

 Jeg bærer skraldet ud. Sætter aftensmaden over. Og finder guidebogen frem.

Kald mig bare superglobalist

Superglobalist. Er det overhovedet et ord? Jeg studser over overskriften og udtalelserne. Engelsk skal være hovedsprog på de danske universiteter. Så kan vi bedre klare os i den store verden. Og klare os i fremtiden.

Kald mig bare superskeptiker. Nu vi er ved de nye ord.

Synes jeg har en mening om det. Og ret til det. Når man nu selv både er global og kandidat. I dansk. Fra det omtalte system. Jeg har vel næppe en international karriere. Men i hvert fald tilnærmelsesvis en karriere internationalt. Altså i udlandet. I global koncern. Af den store slags. Jeg tænker, taler og lever med engelsk. I hjemmet, på arbejdet og i det offentlige rum. Men jeg er skeptisk. Over det med det engelske. På et dansk universitet. Og formanden for rektorforeningen er enig. Superglobalisten tilføjer selv: forslaget hører til i de »højere, ideologiske luftlag.«. Pyha.

For ude i den store verden er der andet end engelsk. I de luftlag hvor vi skal leve og have et arbejde. Ude i den store verden er det stort at have mere end ét sprog. På højt niveau.  For ude i den store, engelsksproget verden er dét ikke hverdagskost. Og det handler vel også om hverdagen. Om ikke kun om den lille, lukkede forskningsverden. For i en verden, hvor der overalt er kandidater, der kan, handler det vel om at være god. Men også at kunne noget. Især sit eget sprog. For det er vel sjældent man bliver rigtig god til andet sprog uden at kunne det første. Og hvordan skal det gå, hvis alt pludselig foregår på engelsk?

Jeg er både kandidat og engelsksproget. Men man bliver aldrig, eller sjældent, helt lokal med sproget. Og kan aldrig helt huske det danske. Kun som det var. Ja, så er man vel global. Men hverken fugl eller fisk. Og er det værd at stile efter? Når man nu skal have et job. I den virkelige sfære. 

"- Selvfølgelig skal vi ikke til at tale engelsk i sprogfag som dansk og spansk." Jamen pyha da. Men skal sprogfagene så eksistere i et vakuum. Hvor de andre akademiske sprog udvikler sig på engelsk. Uden oversættelser til dansk. Så dansk alligevel bliver engelsk. Og det danske sprog påvirkes vel fra mange vinkler. Også den akademiske. Og kommer det så ikke som sprog til at halte?

Kald mig bare superkonservativ. Men jeg er skeptisk.

Jeg går til favoritten. Dansk Sprognævn. Heldigvis kender de heller ikke ordet. Superglobalist. Heller ikke i to ord. Som det ville være på engelsk. Og måske også snart på dansk....

Valg - og fravalg

Sommeren lakker mod enden. Det har regnet en del på øen i Atlanterhavet. Måske endda mere end i Danmark. Men slet ikke så meget, som rygterne vil.

Sidst i august udfylder jeg spørgeskema fra Dansk Industri. Om beslutningen om at arbejde i udlandet. Jeg udfyldte den også for nogle år siden. Der havde jeg meget på sinde - kommentarfeltet fyldtes med bitre bemærkninger om det dårlige Danmark. Jeg var næsten lige flyttet til udlandet. Denne gang for alvor. Nu sidder jeg her igen.

Hvorfor arbejder jeg i udlandet? Bedre skattevilkår? Bedre social service? Nææhhh.... Bedre karrieremuligheder  - ja, i hvert fald i starten. Har jeg systematisk arbejdsrelateret kontakt til Danmark? Jeg får lidt sved på panden. Det har jeg ikke. Holder fingeren lidt på pulsen indenfor mit område, men det altafgørende netværk har jeg næppe. Hvordan skal det gå? Det besvarer sig selv. Har du planer om at flytte tilbage til Danmark? Jeg tøver et split-sekund. Nej. Det har jeg ikke.

Har min beslutning om ikke at flytte tilbage at gøre med manglende mulighed for dobbelt statsborgerskab i Danmark? Jeg tænker lidt over det. Men nej. Ikke for at flytte tilbage. Men det er afgørende irriterende. For jeg kan ikke stemme i det irske uden at opgive det danske. Og statsborgerskab handler om mere end et kryds - følelser om identitet og historie ligger i det bordeaux farvede omslag. Er det dog rimeligt at sige nej til at flytte tilbage til Danmark - og samtidig kræve ret til valgdeltagelse midt i september? Jeg ved det ikke helt. Det er anderledes for datteren. Hun hører under den hemmelige klausul: født af dansk mor i udlandet. Og så kan man både blæse og have mel i munden.

Er beslutningen om at arbejde i udlandet relateret til kulturen og mentaliteten? Ja, helt sikkert! Faktisk næsten alt. For kan man nyde den lave skat og den progressive iværksætterånd uden at trives med den bredere kultur og mentalitet? Er det første nok til at blive? I længden? Næppe. Er det sociale sikkerhedsnet og den punklige busplan nok til at flytte tilbage? Nææhhh.

Har spørgeskemaet givet anledning til kommentarer? Ikke denne gang. Jeg lader feltet stå tomt. Måske bliver man mildere med årene. Måske lærer man bare, at det handler mindre om hvad Danmark ikke har - og mere om hvad det nye land kan tilbyde. For når man træffer et valg - har man valgt fra. Den lange barselsorlov og billige børnepasning. Det høje lønniveau og systemet på skinner. Og så vælger man det andet. På godt og ondt. For når det hele gøres op, er det der, vægtskålen vejer tungest.

Derfor ville nu alligevel være rart om man kunne få lov at sætte det kryds....

Fire på stribe

Vi er fire på stribe. Naboen, naboens nabo og naboens nabo nabo. Vi kender hinanden fra busstoppestedet og baghaven. Og så var der en bryllupsfest, en julefest og sidste lørdag en grillfest. Nu kan du blogge om os, siger naboen. Jeg skyder det hen. Vil jo helst finde den lidt skæve vinkel på livet. Men måske skal det ikke altid være sådan. Måske er en burger, øl på dåse og gode naboer også en blog værdig.

For på en måde repræsenterer det noget helt basalt. Et netværk. Som man må starte på ny. I et nyt land Kvinder gør det bedst, hævder en veninde. Fra hulemanden slæbte os afsted ved håret, har vi vænnet os til et liv væk fra egne, trygge rammer. Og lært at netværke. Spejde og finde ligesindede. For nogle skal udfylde det hul, der opstår. Familie og trofaste venner så langt væk. Vi snakker og finder dem, der vil snakke med. På arbejdspladsen og i nabolaget. Og en kær veninde over alt for meget håndbagage ved lavpris-flyets indtjekningsskrank. En anden i supermarkedet. Nogle kender man allerede. Og nu endnu bedre gennem den fælles oplevelse. At være væk hjemmefra. Eller det hjem vi kom fra...


Det tager tid. Det kræver vedholdenhed. Og ensomheden kan være lige så overrumplende en søndag eftermiddag som glæden en lørdag aften. Men sådan var det jo også nogle gange derhjemme....

Modellen er dansk. Naboer, venner og familie omgås helst på mine præmisser. Men vi er jo ikke allesammen danskere, mumler husbonden. Når jeg opgivende slår ud med hånden. Eller græder i fortvivelse over igen at løbe panden mod en mur. For hvorfor reagerer de ikke, som jeg forventer. Uskrevne regler og normer skal læres. Det kræver udholdenhed...


Vi åbner en flaske vin mere. Hiver en udendørs brændeovn over muren lige før midnat. Og rykker lidt tættere sammen. Snakker om det vi har til fælles. Og om genboen. Som er god nok. Og hjælpsom. Vi er fire på stribe. Varmen breder sig indeni.

Og søndag eftermiddag er det okay med ensomheden. For hovedpinen kender ingen grænser...

Hvor der er hjerterum..

..er der nogle gange husrum. Men ikke hos os. Vi bor småt. Sådan er det bare. Og ikke bare hos os. Men i det meste af Dublin. Medmindre man red med på bølgen. Og købte et nyt hus i et nyt kvarter. Som nu for det meste ligger halv-færdigt hen. For pengene slap op og krisen kradser. Men os, der bor midt i Dublin, bor tæt. Og småt. Ofte er der kun de rum, der er allermest nødvendige. Og nogle gange færre.

I et land, hvor et hus er en menneskeret. Hvor mange ikke flytter hjemmefra, før udbetalingen er klar. I et land, hvor generationer bor under samme tag, er der måske hverken hjerterum eller husrum. Men sådan er det. Bedsteforældre bor med børn og børnebørn. Man deler. Nogle gang til udbetalingen er klar. Nogle gange længere.

Den klassiske industrialisering kom aldrig helt til Irland. Der er få boligblokke. Men der er mange huse. For man bor helst ikke i lejelighed. Men man lejer gerne et hus. Men helst køber man. Og der er mange huse. I rækker.

Sådan var det ikke dér, hvor jeg voksede op. Men der var der også rigeligt med plads. Der var mange værelser og når én flyttede ud, flyttede den næste op. På det store værelse. Bilerne  holdt parkeret i indkørelsen og parcelhuskvarteret var pænt og ryddeligt.  Bag ligusterhækken var græsset velholdt.

Sådan er det ikke her.

Hvis vi bliver flere, må datteren dele.Forhaver bliver lavet til indkørelser. Men der er ikke plads til alle biler. Og så holder de på fortovet og på gaden.  Og teenagerne bruger dem som ekstra værelser. Hvor døren kan låses og musikken spilles højt. Hvor man kan mødes med vennerne og snakke privat. Pigerne sidder i pyjamas. De fniser. Kigger mut op, da jeg går forbi.

Der er liv og næsten altid glade dage. Børnene leger. Mødre råber. Blomsterne gror og der udveksles aviser over gaden. Vi bor tæt. Både indenfor og udenfor. Og man vælger ikke selv sine naboer. Nogle af dem kaldes stadig nye. De fleste familier har været her i generationer. Man kender hinanden og hjælper med reparation af bilen.

Der er ikke husrum.Og nogle gange heller ikke hjerterum.

Men her er er dejligt at være.