Fire på stribe

Vi er fire på stribe. Naboen, naboens nabo og naboens nabo nabo. Vi kender hinanden fra busstoppestedet og baghaven. Og så var der en bryllupsfest, en julefest og sidste lørdag en grillfest. Nu kan du blogge om os, siger naboen. Jeg skyder det hen. Vil jo helst finde den lidt skæve vinkel på livet. Men måske skal det ikke altid være sådan. Måske er en burger, øl på dåse og gode naboer også en blog værdig.

For på en måde repræsenterer det noget helt basalt. Et netværk. Som man må starte på ny. I et nyt land Kvinder gør det bedst, hævder en veninde. Fra hulemanden slæbte os afsted ved håret, har vi vænnet os til et liv væk fra egne, trygge rammer. Og lært at netværke. Spejde og finde ligesindede. For nogle skal udfylde det hul, der opstår. Familie og trofaste venner så langt væk. Vi snakker og finder dem, der vil snakke med. På arbejdspladsen og i nabolaget. Og en kær veninde over alt for meget håndbagage ved lavpris-flyets indtjekningsskrank. En anden i supermarkedet. Nogle kender man allerede. Og nu endnu bedre gennem den fælles oplevelse. At være væk hjemmefra. Eller det hjem vi kom fra...


Det tager tid. Det kræver vedholdenhed. Og ensomheden kan være lige så overrumplende en søndag eftermiddag som glæden en lørdag aften. Men sådan var det jo også nogle gange derhjemme....

Modellen er dansk. Naboer, venner og familie omgås helst på mine præmisser. Men vi er jo ikke allesammen danskere, mumler husbonden. Når jeg opgivende slår ud med hånden. Eller græder i fortvivelse over igen at løbe panden mod en mur. For hvorfor reagerer de ikke, som jeg forventer. Uskrevne regler og normer skal læres. Det kræver udholdenhed...


Vi åbner en flaske vin mere. Hiver en udendørs brændeovn over muren lige før midnat. Og rykker lidt tættere sammen. Snakker om det vi har til fælles. Og om genboen. Som er god nok. Og hjælpsom. Vi er fire på stribe. Varmen breder sig indeni.

Og søndag eftermiddag er det okay med ensomheden. For hovedpinen kender ingen grænser...

Hvor der er hjerterum..

..er der nogle gange husrum. Men ikke hos os. Vi bor småt. Sådan er det bare. Og ikke bare hos os. Men i det meste af Dublin. Medmindre man red med på bølgen. Og købte et nyt hus i et nyt kvarter. Som nu for det meste ligger halv-færdigt hen. For pengene slap op og krisen kradser. Men os, der bor midt i Dublin, bor tæt. Og småt. Ofte er der kun de rum, der er allermest nødvendige. Og nogle gange færre.

I et land, hvor et hus er en menneskeret. Hvor mange ikke flytter hjemmefra, før udbetalingen er klar. I et land, hvor generationer bor under samme tag, er der måske hverken hjerterum eller husrum. Men sådan er det. Bedsteforældre bor med børn og børnebørn. Man deler. Nogle gang til udbetalingen er klar. Nogle gange længere.

Den klassiske industrialisering kom aldrig helt til Irland. Der er få boligblokke. Men der er mange huse. For man bor helst ikke i lejelighed. Men man lejer gerne et hus. Men helst køber man. Og der er mange huse. I rækker.

Sådan var det ikke dér, hvor jeg voksede op. Men der var der også rigeligt med plads. Der var mange værelser og når én flyttede ud, flyttede den næste op. På det store værelse. Bilerne  holdt parkeret i indkørelsen og parcelhuskvarteret var pænt og ryddeligt.  Bag ligusterhækken var græsset velholdt.

Sådan er det ikke her.

Hvis vi bliver flere, må datteren dele.Forhaver bliver lavet til indkørelser. Men der er ikke plads til alle biler. Og så holder de på fortovet og på gaden.  Og teenagerne bruger dem som ekstra værelser. Hvor døren kan låses og musikken spilles højt. Hvor man kan mødes med vennerne og snakke privat. Pigerne sidder i pyjamas. De fniser. Kigger mut op, da jeg går forbi.

Der er liv og næsten altid glade dage. Børnene leger. Mødre råber. Blomsterne gror og der udveksles aviser over gaden. Vi bor tæt. Både indenfor og udenfor. Og man vælger ikke selv sine naboer. Nogle af dem kaldes stadig nye. De fleste familier har været her i generationer. Man kender hinanden og hjælper med reparation af bilen.

Der er ikke husrum.Og nogle gange heller ikke hjerterum.

Men her er er dejligt at være.

Et stykke af Danmark

Et lille stykke Danmark ligger øverst i kufferten. Jeg pakker ud. Ost i køleskabet. Rugbrød og spegepølse til frokost. Et kamera fyldt med farverige øjeblikke.

Den mentale bagage ligger lidt længere. Vil ikke helt finde sin hylde. Og den koster i lufthavnens overvægt. For den er tung af minder om designer-sandwiches og solskinstimer i storbyens parker. Sommerfester og den ”rigtige” følelse af hjemme.  For det er sådan,  jeg ser livet i Danmark. Sommerhuse, løse gevandter og gode venner. En datter klædt i mærketøj med hyggelige navne.  Købt i outlets. Kaffen købes hos kaffehandleren. Sammen med dyr chokolade og te i lækker indpakning.

Vi kunne jo også flytte. Siger jeg. Men ikke så højt. Eller overbevisende. Husbonden ryster på hovedet. Vi har været der før. Der mumles noget om hussalg og jobmuligheder. Og jeg ved det jo godt. Men drømmen er så let at danse med. Man kan selv bestemme tid og sted. Og give den et strejf af solskin og sorgløshed.Og glemme systemerne, kasserne og min egen åndenød.

Og jeg holder jo af hverdagen. Her, hvor jeg er. Selv den gamle bil. Som jeg hverken ville have råd til at købe eller kasko-forsikre i Danmark. Men muligheden er der. I hvert fald på papiret. Men mest i drømmen. For i Danmark er tingene jo også gået videre. Mens man selv er parkeret som turist på sidelinjen.

Men det er ikke let. Altid at have det bedste fra begge verdener. For ståstedet bliver aldrig helt rigtigt. Nogle af stederne. Men måske er det også okay.

Jeg pakker resten af kufferten ud. Og placerer drømmen på hylden. Lidt for langt inde. Bag dagligdagens konserves og lidt falmede t-shirts. For i virkeligheden er det jo sådan, det er. Der, hvor man har hjemme.

Den gamle bil starter. Solen skinner og datteren griner. Danske Bank sponserer min morgenradio. Heldigvis regner det ikke altid lige der,  hvor jeg er.....

Vi holder ferie hjemme

Ferien holdes hjemme. Men ikke altid der, hvor hjemmet er. Hjemme, hvor luften er lidt friskere og flaget blafrer i vinden. I ferie-Danmark. For det koster at bo i udlandet. På både feriedage, flybilletter og kompromis-kontoen. Vi bor på gæsteværelser og sover på sofaer. Vi gør det flere gange om året. Og kommer sjældent til Firenze. Men Frederikshavn er også okay. Vi stopper jo i København undervejs.

Der er venskaber, der skal plejes. Familie, der skal besøges. Hjemve, der skal holdes nede. Ferie, runde fødselsdage, konfirmationer, bryllupper og barnedåbe går op i en højere enhed. Vi spiser frokost med dig og pizza med jer. Sol og vind fordeles lige.

I starten er det lidt lettere.  Besøgene går begge veje. Attraktionen er lige dele land og os. Men når bjergene er besteget og katedralerne besøgt vejer turene mod øst tungest. Det er okay. For det er en stor byrde at bære. Når ens kødgryder og gamle dyner alene skal retfærdiggøre rejseomkostninger og feriedage. Så vi rejser hjem.

Og vi gør det ofte. 

Men alligevel er forventningerne høje. Jeg vil have perfekte billeder. Vi spiser hotdogs, softice og kammerjunker. Også selvom det regner. For det er ferie.  Og det er hjemme. I Danmark. Vi skal nå det hele. Remoulade, lakridser og jordbær. Med fløde. Gåture ved stranden og cykle i skoven. Kold hvidvin og fiskefrikadeller. Vi skal sove længe, slappe af og besøge faster og onkel.

Det hele på 5 dage.

Om 3 måneder er vi tilbage. Men inden da holder vi lidt ferie. Derhjemme...

BoligLiv i Irland

Det dumper ned på gulvet. Jeg nærmest løber til døren og griber det. Som var det en længe ventet pose lakrids. Det fine blad med de rigtige trends og den gode stil.

I Danmark har vi alle sammen afhøvlede gulve, hvide vægge og stilrene køkkener, hævder jeg. Og brædder i loftet, mumler husbonden. Han køber det ikke rigtigt. Den med den minimalistiske stil på den rigtige måde. Så jeg køber blade. Abonnerer og klipper ud og laver mood boards. Og indrammer børnetegninger. Det her er lige os, siger jeg. Men husbonden er ligeglad med segmenter. Hæklede grydelapper og strikkede lampeskærme hører en anden tidsalder til. Det er hverken sommerhus charmerende, cool eller kitch. Det er bare grimt.

Jeg er ikke sikker på, der kun er tale om nationale forskelligheder. Måske ville vi være de samme i Danmark. Men i det mindste ville vi have en fælles, hvid referenceramme. Her starter vi for enden af regnbuen. Men uden en krukke med guld.

Heldigvis åbenede der endelig en møbelbutik for nogle år siden. Af den svenske slags. 20 min ud af motorvejen. Min påstand stod stærkere med 800 siders stiligt møbelkatalag som belæg. Skræddersyet til den irske, tradionelle bolig, hvor vi ikke har kvadratmeter i overskud. Så nu går vi lidt på kompromis. Med hvide møbler. På en farvet baggrund.

Nogle gange er der langt hjem. Til det hjem man selv vil have. I et land, hvor det offentlige rum er mødested og hjemmet et helle. Hvor skabe er til opbevaring af løse genstande. Og ikke et udstillingsvindue for de retro-rigtige serveringsskåle. Nogle gange er de hvide vægge og de afhøvlede gulve ikke inden for rækkevidde. Og så klarer man sig uden. Jeg ved godt bladet sælger drømme. Også i Danmark. Nogle gange er der bare ikke så langt fra mine drømme til en dansk realitet.....

Heldigvis kan man både købe garn og pinde i Irland.

Han kom, han så - og han drak en Guinness

Irish Times

Mandag var O'bama dag, Kulturelle, religiøse og ægteskabelige konflikter tog bagsædet. Det var besøg i byen! På forhånd var det blevet grint lidt. Og ikke bare i krogene. Endnu en amerikaner med irske rødder. Men han var tilgivet. For stod han ikke der så folkeligt og drak en øl af den sorte slags - nationens hjerte brast og armene åbnede sig. Han var en af vores, os alle sammen. Selv os, der ikke helt er irske. For det var næsten større end nationaliteter og politisk ståsted.

 Et helt almindeligt menneske blandt os andre. 


Det kunne næsten ikke blive mere irsk. Regnen kom fra vest, mens der blev kysset børn med rødt, krøllet hår. Og den lokale præst fik skænket en øl af Michelle. Oh, vi var så stolte. Når man er en lille nation med en stor gæld og alt for meget dårlig omtale, suger man det gode til sig. Og det var en folkefest. Med koncert og store ord. Fra den hjemvendte søn. Lovning på en bedre fremtid og alt det gode, der skal komme.  Selv solen kom frem og gav det hele et gyldent skær.

Og tirsdag morgen stod vi op til en solskinsdag. Og lidt stille vind. En bedre fremtid. Givet til os fra den hjemvendte søn.

Han er en af vores. Kun apostroffen forsvandt undervejs.

De Kongelige og De Kendte

Vi har mange kendte i Irland. Men ingen kongelige. På nær i disse dage. Den engelske dronning aflægger besøg i Irland. Hun ankommer i grøn jakke. Med den engelske premiereminister i hælene. Historisk og symbolladet. Siger nogle. Og forholdet til England er da også lidt ambivalent. Men okay for de fleste. Sikkerhedsopbuddet er ekstremt. Der har været optøjer og bombetrusler. Der har været røster om budget. Men ingen synes, at kunne holde dampen oppe. De fleste er lidt ligeglade. Bare vi kan komme frem og tilbage på arbejde. Jeg cykler gennem midtbyen hjem. Politiet står i smågrupper og snakker. Mobiltelefonen er fremme. Det virker som en hel almindelig dag. Om end historisk. Men det er mest i medierne, der tales om det. Som en storm i et glas vand - og skal Man U ikke spille igen søndag?

Vi diskuterer nogle gange monarkiet. Hvad vil I med det, spørger de mig anklagende. Jeg ved det ikke helt selv. Noget med noget historie, forsøger jeg... Men det holder ikke. De repræsenterer landet, siger jeg - lidt mere overbevisende. For de kongelige er de danske kendte for mig. Jeg læser det kulørte blad. Lidt kongelig har man jo lov at være. Især når man ikke kender andre kendte i sit fødeland.  Mine faste, troværdige ankre i medieverden er forlængst byttet ud. Spillerne på landsholdet er født i 80'erne. Jeg kender dem ikke. Jeg prøver at lære navnene på de irske tilsvarende. Men det er svært. Jeg er endt i et kendt ingenmandsland. På nær de kongelige. Så jeg læser om Mary og tvillingerne. Og kigger med, når de borgerlige gifter sig til blåt blod. Er lidt misundelig på de piger. Med deres lange, brune hår og evne til at tabe 20 kilo. Køber en magnet med den glade, perfekte familie til køleskabet. Og giver den i gave til en republikaner...

I Irland har vi det med de kendte som i Danmark. Vi er så få og det er jo bare naboens datter eller skolekammeraten. Vi soler os i deres Hollywood-succes og er så stolte af, at vi, som nation, er blevet til noget. Tilbage på irsk jord er der lidt Jantelov. Med dens lige dele irritation og misundelse. Og skal man dog redde hele verden, når man bare er en knægt fra nordsiden? Brand Aid.

I næste uge kommer Barack Obama forbi. På vej til England. Det hele er lidt hemmeligt. Men sikkerhedsopbuddet bliver massivt. Og medierne får noget at rapportere om. Og der skal aflægges besøg i forfædrenes lille landsby. For sådan en, er der selvfølgelig. Også selvom ens far er afrikaner. Og man er født på Hawaii.


Bare trafikken ikke stoppes i midtbyen.