Et stykke af Danmark

Et lille stykke Danmark ligger øverst i kufferten. Jeg pakker ud. Ost i køleskabet. Rugbrød og spegepølse til frokost. Et kamera fyldt med farverige øjeblikke.

Den mentale bagage ligger lidt længere. Vil ikke helt finde sin hylde. Og den koster i lufthavnens overvægt. For den er tung af minder om designer-sandwiches og solskinstimer i storbyens parker. Sommerfester og den ”rigtige” følelse af hjemme.  For det er sådan,  jeg ser livet i Danmark. Sommerhuse, løse gevandter og gode venner. En datter klædt i mærketøj med hyggelige navne.  Købt i outlets. Kaffen købes hos kaffehandleren. Sammen med dyr chokolade og te i lækker indpakning.

Vi kunne jo også flytte. Siger jeg. Men ikke så højt. Eller overbevisende. Husbonden ryster på hovedet. Vi har været der før. Der mumles noget om hussalg og jobmuligheder. Og jeg ved det jo godt. Men drømmen er så let at danse med. Man kan selv bestemme tid og sted. Og give den et strejf af solskin og sorgløshed.Og glemme systemerne, kasserne og min egen åndenød.

Og jeg holder jo af hverdagen. Her, hvor jeg er. Selv den gamle bil. Som jeg hverken ville have råd til at købe eller kasko-forsikre i Danmark. Men muligheden er der. I hvert fald på papiret. Men mest i drømmen. For i Danmark er tingene jo også gået videre. Mens man selv er parkeret som turist på sidelinjen.

Men det er ikke let. Altid at have det bedste fra begge verdener. For ståstedet bliver aldrig helt rigtigt. Nogle af stederne. Men måske er det også okay.

Jeg pakker resten af kufferten ud. Og placerer drømmen på hylden. Lidt for langt inde. Bag dagligdagens konserves og lidt falmede t-shirts. For i virkeligheden er det jo sådan, det er. Der, hvor man har hjemme.

Den gamle bil starter. Solen skinner og datteren griner. Danske Bank sponserer min morgenradio. Heldigvis regner det ikke altid lige der,  hvor jeg er.....

Vi holder ferie hjemme

Ferien holdes hjemme. Men ikke altid der, hvor hjemmet er. Hjemme, hvor luften er lidt friskere og flaget blafrer i vinden. I ferie-Danmark. For det koster at bo i udlandet. På både feriedage, flybilletter og kompromis-kontoen. Vi bor på gæsteværelser og sover på sofaer. Vi gør det flere gange om året. Og kommer sjældent til Firenze. Men Frederikshavn er også okay. Vi stopper jo i København undervejs.

Der er venskaber, der skal plejes. Familie, der skal besøges. Hjemve, der skal holdes nede. Ferie, runde fødselsdage, konfirmationer, bryllupper og barnedåbe går op i en højere enhed. Vi spiser frokost med dig og pizza med jer. Sol og vind fordeles lige.

I starten er det lidt lettere.  Besøgene går begge veje. Attraktionen er lige dele land og os. Men når bjergene er besteget og katedralerne besøgt vejer turene mod øst tungest. Det er okay. For det er en stor byrde at bære. Når ens kødgryder og gamle dyner alene skal retfærdiggøre rejseomkostninger og feriedage. Så vi rejser hjem.

Og vi gør det ofte. 

Men alligevel er forventningerne høje. Jeg vil have perfekte billeder. Vi spiser hotdogs, softice og kammerjunker. Også selvom det regner. For det er ferie.  Og det er hjemme. I Danmark. Vi skal nå det hele. Remoulade, lakridser og jordbær. Med fløde. Gåture ved stranden og cykle i skoven. Kold hvidvin og fiskefrikadeller. Vi skal sove længe, slappe af og besøge faster og onkel.

Det hele på 5 dage.

Om 3 måneder er vi tilbage. Men inden da holder vi lidt ferie. Derhjemme...

BoligLiv i Irland

Det dumper ned på gulvet. Jeg nærmest løber til døren og griber det. Som var det en længe ventet pose lakrids. Det fine blad med de rigtige trends og den gode stil.

I Danmark har vi alle sammen afhøvlede gulve, hvide vægge og stilrene køkkener, hævder jeg. Og brædder i loftet, mumler husbonden. Han køber det ikke rigtigt. Den med den minimalistiske stil på den rigtige måde. Så jeg køber blade. Abonnerer og klipper ud og laver mood boards. Og indrammer børnetegninger. Det her er lige os, siger jeg. Men husbonden er ligeglad med segmenter. Hæklede grydelapper og strikkede lampeskærme hører en anden tidsalder til. Det er hverken sommerhus charmerende, cool eller kitch. Det er bare grimt.

Jeg er ikke sikker på, der kun er tale om nationale forskelligheder. Måske ville vi være de samme i Danmark. Men i det mindste ville vi have en fælles, hvid referenceramme. Her starter vi for enden af regnbuen. Men uden en krukke med guld.

Heldigvis åbenede der endelig en møbelbutik for nogle år siden. Af den svenske slags. 20 min ud af motorvejen. Min påstand stod stærkere med 800 siders stiligt møbelkatalag som belæg. Skræddersyet til den irske, tradionelle bolig, hvor vi ikke har kvadratmeter i overskud. Så nu går vi lidt på kompromis. Med hvide møbler. På en farvet baggrund.

Nogle gange er der langt hjem. Til det hjem man selv vil have. I et land, hvor det offentlige rum er mødested og hjemmet et helle. Hvor skabe er til opbevaring af løse genstande. Og ikke et udstillingsvindue for de retro-rigtige serveringsskåle. Nogle gange er de hvide vægge og de afhøvlede gulve ikke inden for rækkevidde. Og så klarer man sig uden. Jeg ved godt bladet sælger drømme. Også i Danmark. Nogle gange er der bare ikke så langt fra mine drømme til en dansk realitet.....

Heldigvis kan man både købe garn og pinde i Irland.

Han kom, han så - og han drak en Guinness

Irish Times

Mandag var O'bama dag, Kulturelle, religiøse og ægteskabelige konflikter tog bagsædet. Det var besøg i byen! På forhånd var det blevet grint lidt. Og ikke bare i krogene. Endnu en amerikaner med irske rødder. Men han var tilgivet. For stod han ikke der så folkeligt og drak en øl af den sorte slags - nationens hjerte brast og armene åbnede sig. Han var en af vores, os alle sammen. Selv os, der ikke helt er irske. For det var næsten større end nationaliteter og politisk ståsted.

 Et helt almindeligt menneske blandt os andre. 


Det kunne næsten ikke blive mere irsk. Regnen kom fra vest, mens der blev kysset børn med rødt, krøllet hår. Og den lokale præst fik skænket en øl af Michelle. Oh, vi var så stolte. Når man er en lille nation med en stor gæld og alt for meget dårlig omtale, suger man det gode til sig. Og det var en folkefest. Med koncert og store ord. Fra den hjemvendte søn. Lovning på en bedre fremtid og alt det gode, der skal komme.  Selv solen kom frem og gav det hele et gyldent skær.

Og tirsdag morgen stod vi op til en solskinsdag. Og lidt stille vind. En bedre fremtid. Givet til os fra den hjemvendte søn.

Han er en af vores. Kun apostroffen forsvandt undervejs.

De Kongelige og De Kendte

Vi har mange kendte i Irland. Men ingen kongelige. På nær i disse dage. Den engelske dronning aflægger besøg i Irland. Hun ankommer i grøn jakke. Med den engelske premiereminister i hælene. Historisk og symbolladet. Siger nogle. Og forholdet til England er da også lidt ambivalent. Men okay for de fleste. Sikkerhedsopbuddet er ekstremt. Der har været optøjer og bombetrusler. Der har været røster om budget. Men ingen synes, at kunne holde dampen oppe. De fleste er lidt ligeglade. Bare vi kan komme frem og tilbage på arbejde. Jeg cykler gennem midtbyen hjem. Politiet står i smågrupper og snakker. Mobiltelefonen er fremme. Det virker som en hel almindelig dag. Om end historisk. Men det er mest i medierne, der tales om det. Som en storm i et glas vand - og skal Man U ikke spille igen søndag?

Vi diskuterer nogle gange monarkiet. Hvad vil I med det, spørger de mig anklagende. Jeg ved det ikke helt selv. Noget med noget historie, forsøger jeg... Men det holder ikke. De repræsenterer landet, siger jeg - lidt mere overbevisende. For de kongelige er de danske kendte for mig. Jeg læser det kulørte blad. Lidt kongelig har man jo lov at være. Især når man ikke kender andre kendte i sit fødeland.  Mine faste, troværdige ankre i medieverden er forlængst byttet ud. Spillerne på landsholdet er født i 80'erne. Jeg kender dem ikke. Jeg prøver at lære navnene på de irske tilsvarende. Men det er svært. Jeg er endt i et kendt ingenmandsland. På nær de kongelige. Så jeg læser om Mary og tvillingerne. Og kigger med, når de borgerlige gifter sig til blåt blod. Er lidt misundelig på de piger. Med deres lange, brune hår og evne til at tabe 20 kilo. Køber en magnet med den glade, perfekte familie til køleskabet. Og giver den i gave til en republikaner...

I Irland har vi det med de kendte som i Danmark. Vi er så få og det er jo bare naboens datter eller skolekammeraten. Vi soler os i deres Hollywood-succes og er så stolte af, at vi, som nation, er blevet til noget. Tilbage på irsk jord er der lidt Jantelov. Med dens lige dele irritation og misundelse. Og skal man dog redde hele verden, når man bare er en knægt fra nordsiden? Brand Aid.

I næste uge kommer Barack Obama forbi. På vej til England. Det hele er lidt hemmeligt. Men sikkerhedsopbuddet bliver massivt. Og medierne får noget at rapportere om. Og der skal aflægges besøg i forfædrenes lille landsby. For sådan en, er der selvfølgelig. Også selvom ens far er afrikaner. Og man er født på Hawaii.


Bare trafikken ikke stoppes i midtbyen.

Blog from a Broken Country

 ”Irland er bylden i vores regnskab”. Jeg læser lidt videre. Drikker min kaffe. Springer videre til næste artikel. Men kommer alligevel tilbage. Synes ikke det er helt rimeligt. At sætte de to ting i samme sætning.  Det er ordet, der er grimt. Det betændte og uønskede.  Ved godt, det handler om Danske Banks dårlige satsninger. Men tænk hvis det hænger ved i den større sammenhæng. Som et stempel på den grønne ø.  Det er trods alt mit nye hjemland. Jeg føler, jeg må forsvare det større billede. 

Men der er ikke let. 

Højt at flyve, langt at falde. Efter 20 fede år kommer 20 magre. 2 biler, 4 værelser en-suite og udsigt til bjergene. Det kunne ikke holde i det lange løb. Det siger sig selv. Vi andre, os der vidste bedre, kiggede på med vantro. 07.10 bussen mod byen overfyldt med byggearbejdere. Nye lejligheder, kontorbygninger, tilbygninger. Stilladser overalt. Det var glade dage og kredittens storhedstid.

Og nu sidder vi her. Mellem dårlige, tomme og halvfærdige bygninger. Det gik selvfølgelig ikke. Siger vi. Alle os andre. Os, der vidste bedre.  Men vi sidder her stadig. Trods alt. For vi bliver her jo. Også selv om vi ikke behøver. Midt i den høje arbejdsløshed, nedskæringerne og de grumme prognoser. Omringet af statsejede banker.

Det synes bare ikke at ligge til den irske natur at planlægge. At lægge til side. At organisere. Vi bliver så irriterede. Os andre. Listen er uendelig: Tuneller, der ikke er høje nok, sporvognsskinner med forskellige vidder, offentlige instanser, der ikke deler oplysninger  - og kan man da ikke købe nok mælk til i morgen også? Når man nu alligevel er der!

Men det er okay.

For vi bliver her jo. Fordi, det er det, vi holder af.  Og hvorfor ikke leve i dag? Måske er vi væk i morgen. Var der ikke noget med en protestantisk etik og et livslangt åg? Katolikkerne beder om tilgivelse i dag. Hvis de går i kirke. For den har også trange kår i disse år..

Det er på en måde så befriende. At lære ikke at bekymre sig helt så meget om morgendagen. Det uforudsete. At være mindre stringent og påpasselig. Ikke hele tiden organisere, fundere og bekymre sig. Og så må man jo sælge den ekstra bil. Og tage kaffe med på termokande. 

Vi har en økonomi indtil, vi får en ny.

Jeg en gård mig bygge vil

Nogle gange skriver man for at forstå. Nogle gange for at dele. Nogle gange før virkeligheden forsvinder mellem hænderne på en. Sådan en gang er dette.

Hvor jeg bor, har vi heste. I baghaverne, på fortovet, i gaderne og ved siden af pubben.  Den første søndag er der hestemarked i midtbyen. Sådan det altid været. Men nu er der til debat. Jeg er bange for billedet forsvinder, hvis jeg ikke skriver.

Hvordan kan man re-generere et område, der lugter af hest, en smule af galskab, vanrøgt og kriminalitet. Sådan siger skeptikerne. Men jeg er turist i min egen by.  Jeg går på markedet og tager billeder. De små piger fniser og vil se resultatet af deres poseren. Hestehandlerne kigger skeptisk. Hjemme klapper vi hesten i gaden på mulen og snakker med ejeren. Han dresserer den i de små rundkørsler. Jeg kigger lidt skeptisk. Stalden er bag husene ved siden af pubben. Om vinterne kører de tørv og kul til området. Om sommerne galoperer pigerne op og ned ad gaden. Fuldstændigt uhørt siger nogle. Heste hører ikke til i det centrale, moderne Dublin. Men de er overalt. Græsser på den smalle stribe af jord mellem to afkørsler fra hovedvejen. Eller i naboens have. Standser den hektiske trafik med luntetrav. Sådan er det. Det er måske ikke rigtigt. Men jeg er bange for det forsvinder. Oplevelsen. Det, der er anderledes.

Vi havde også heste i Frederikshavn. Om eftermiddagen mugede vi ud og striglede. Midt i byen. Men gården var der først. Med spøgelser. Og et halmloft ingen helt vidste, hvad indeholdt. Det var vist en gang en fattiggård. Så kom byen tættere på. Stadig var en tur hjem til hest næsten uhørt. Heste hørte til i skoven og på marken. Ikke i parcelhuskvarteret.

Men her er det anderledes.Vi kigger på hesten, der traver forbi vinduet. Vov, vov siger datteren. Jeg ser historien, arbejdsmanden og det hårde liv. Mine nostalgiske billeder er lidt gule i kanten  Og nok ikke helt ægte..

Jeg bliver sentimental på områdets vegne. Tænk, hvis det anderledes billede bare forsvinder. Jeg må skrive billederne frem og dele dem. Dette er Irland.

Den evige turist